Traditionen tro fik jeg næsten købt flere hæfter og albums med hjem, end jeg solgte på weekendens Art-Bubble. Det er svært at sælge sine ting, og det er uanset hvem man er. Nogle er selvfølgelig dygtigere, fordi man er mere sælger end andre. Det er altså lidt grænseoverskridende at skulle stille sig frem til fremmede og sige “se mine ting, er de ikke gode.”
4-5. oktober på DOKK1
Art Bubble holder som på bekendt til på DOKK1, og det har det gjort i en del år efterhånden, men det er svært at komme ud med til ikke-tegneserieinteresserede. Heldigvis tror jeg nok, at de fleste, der interesserer sig for området, har opdaget festivalen. Men vi skal jo også gerne have næste generation ind, og naturligvis dem, der slet ikke ved, at de er interesseret i tegneserier endnu.
Marketing er sindssygt dyrt, og det er svært at komme ud over rampen. I år havde man dog fået store bannere op udenfor, og det har været en kamp bare at få lov til det. DOKK1 er jo en offentlig kulturinstitution, så det må heller ikke være for kommercielt.
Begrænset salg
På årets festival havde vi, Snirkelspir og SerieZine, nok ikke helt ramt en supergod placering (lige før trappen, men med ryggen til indgangen), eller i hvert fald vidste hverken jeg eller min makker helt, hvordan vi skulle have trukket folk derover. En ting, der er værre end den del med at sige “se her er jeg”, er, at folk ikke rigtig opdager, at man er der.
Jeg tror, et “roll-up banner” vil kunne hjælpe lidt på tingene, så det må jeg få designet og købt til næste år. I år var det lykkedes at få bladene lidt op i højden, og selvom det nok ikke er en dårlig idé at tage ComputerBladet med til tegneseriefestivalen, så skal de nu nok bare ligge bagved og ikke fremhæves. Jeg tror, det forstyrrede bordet, at der var mere end tegneserier og børnebøger.
Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så tror jeg simpelthen, at næste nummer af SerieZine skal have et bedre tryk. Tiden er nok løbet fra billige pulp hæfter, man bare læser for at læse og ikke for at have dem stående.
Konkurrencen er hård, og potentielle kunder holder på pengene endnu mere i dag end tidligere, vel egentlig helt simpelthen fordi alting er blevet dyrere. Det første, der skæres væk, er kunst og luksus, som tegneserier og børnebøger jo ret beset er.
Lad os se på nogle af de albums, jeg fik købt.
Skolen for livet af Simon Petersen
Heldigvis er det jo sådan, at festivaler netop kan præsentere os for tegneserier, som vi ikke vidste, vi ville have. Sådan er Skolen for Livet af Simon Petersen. Her følger vi en nyuddannet lærer, der kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Først i skolen med et “i dag skal vi tegne 4 ruder”, hvorefter eleverne med det samme kommer i gang med “må jeg tegne 10 ruder, må jeg tegne 100 ruder, og her er 4 ruder, nu er jeg færdig”, og blyanter flyver igennem lokalet. Til slut cykler den nyuddannede hjem gennem regnen. Er det våde ved øjnene, regn eller tårer?
Vi møder ham også nede ved jobcentret, hvor de spørger, om han har søgt arbejde som rengøringsassistent, mens han desperat fortæller, at han jo altså gerne vil bruge sin uddannelse som lærer, og endelig havner han på en FGU, hvor nogle lærere er i en tidslomme med fokus på henførende stedord som det primære, mens andre er mere up-to-date, og atter andre bare vil overleve for at skynde sig hjem. Jeg er sikker på, at alle vi lærere har mødt arketyperne i vores karriere, og forbløffende mange gange kan man nikke genkendende både til lærertyperne og til elevtyperne. Naturligvis er det hele sat på en spids, for det skal jo også være sjovt – og det er det.
I løbet af weekenden kommer der anmeldelser af et par af de andre tegneserier jeg købte.