År 2025 kom til at byde på to messer, og begge var lærerige på hver sin måde. Jeg laver udover ComputerBladet også SerieZine, og jeg kommer til at skrive om begge her.
To messer – Scifi-con 2025
Det startede med, at Camilla (Snirkelspir.dk) og jeg tilmeldte os Sci-fi Con i april. Jeg gjorde ComputerBladets to første numre helt færdige. De lå begge som beta-udgivelser på nettet. Jeg finpudsede og korrekturlæste dem en ekstra gang. Der blev så læst AI korrektur og alt blev set igennem igen. Hvert nummer blev på 32 sider i A4, fordi det er en god størrelse, både i forhold til økonomi og så ligger det fysiske blad godt i hånden. SerieZine 3 blev også færdig. Mere om det senere.
Afsted, det gik
Vores placering var helt fin. Overfor var der en legetøjshandler, der fyldte 5-8 stande. Det tiltrak folk til området, men havde den ulempe, at vi druknede lidt om lørdagen. Der havde jeg også alle mine ting fremme, dvs. der var både computerblade, tegneserier og endda to bøger fremme ved siden af Snirkelspirs kort, børnebøger og malerier. Det var nok for rodet.
I hvert fald pakkede jeg om på bordet søndag, sådan at computerhæfterne kom mere frem, mens tegneserierne kom bagud, og inden dagen var omme var der salg. Der var altså interesse for ComputerBladet, når folk opdagede det. Næste gang vil jeg have bedre fokus på, hvordan jeg trækker folk hen til standen. Måske skal der også være en rigtig Commodore 64 eller en PlayStation 1 næste gang, og så skal jeg have gjort mere ud af at fortælle gentagende gange, at jeg er på messe. Det bliver nok i 2027.

To messer – Artbubble 2025
Denne messe var egentlig udsolgt, men vi kom med på et afbud, og det kunne standens placering godt bære præg af. Den var gemt lidt væk i et hjørne. Det fortalte vi selvfølgelig til arrangørerne, og de gjorde også noget ved det. Men igen oplevede vi, at folk var tøvende med at komme hen til bordet. Derfor skal vi i hvert fald i 2026 have roll-up bannere med, så indholdet af standen er klart forståeligt på afstand, samt at vi måske deler bordet mere tydeligt op, så det opleves som 2 stande frem for en blandet butik.
Det var også her, jeg indså, at SerieZine nok skal have bedre tryk for at blive solgt. Det tryk, der virkede på ComputerBladet, synes ikke at virke på SerieZine. Bladet skal tilbage i B4 og have et lamineret omslag.
2026 og 2027
I det hele taget har de første par år været en læringsproces, så forhåbentlig rammer tingene bedre næste år. Nu bliver opgaven først og fremmest at bryde igennem muren, så folk opdager eksistensen af de fysiske ting.
Lige nu sidder jeg med følelsen af, at folk måske nok kunne være interesseret i de fysiske blade, hvis de bare anede, at de eksisterede. Denne side har over 135.000 besøg, heraf 32.000 danskere om året. Det er jo ikke 32.000 personer, men dog alligevel en hel del. Hvor mange ved egentlig, at ComputerBladet også har trykte blade?
Faktum er bare, at mindre udgivelser lynhurtigt forsvinder i vrimlen. I praksis er det sådan, at udover mig er alle andre ret ligeglade. Det skal ikke forstås negativt, men folk er videre efter et par dage, når jeg kun fortæller det een gang. Jeg skal blive bedre til at “prale” og råbe højt.
Også porto er en hindring, når man kører små oplag, så jeg er tilbage ved, at der skal gøres mere for at minde folk om, at jeg er til messe. Så bliver det mere realistisk, at man husker at komme forbi min stand.

Engelsk
Jeg har haft tanken i et stykke tid.For det første findes der i dag gode AI-oversættere, men de er langt fra fejlfrie, og selvom jeg er god til engelsk, kan jeg så efterfølgende fange fejlene eller bliver det lidt ubehjælpeligt engelsk? Èn ting er at læse en AI-auto-oversat hjemmeside, hvor man bare accepterer, det er betingelsen, noget helt andet er, når man tager penge for noget.
Og så er der indholdet. ComputerBladet har et dansk fokus, så er der overhovedet et (betalende) publikum til en engelsk version? Artikler og anmeldelser på hjemmesiden giver mening for udlændinge at læse med på, men gider man læse om den danske vinkel på computere for 30 år siden?
Til messerne er der et stort engelsktalende publikum. Jeg skal nok ikke lave en direkte oversættelse af ComputerBladets numre, men noget andet, hvor indholdet kan give mening internationalt. Det skal jeg nok overveje noget mere, inden jeg kaster mig over det.
SerieZine på engelsk kommer til at ske enten næste år eller i 2027. Her er der meget mindre tekst, så det kan jeg selv oversætte og så få læst korrektur af AI frem for omvendt – Og slutteligt af et menneske igen – selvfølgelig.
Status
ComputerBladet fortsætter ufortrødent her på siden, hvor der kommer 1-2 numre i 2026. Salget af de trykte blade har vist mig, at de også har en fremtid, men hvor mange der bliver trykt må vi se.
SerieZine 4 er jeg i fuld gang med, så det forventer jeg kommer til oktober (3-4/10-26 til Art-Bubble). Der vil jeg have roll-up-banner med, så man på lang afstand kan se, hvem og hvad det er.
Jeg vil prøve på at holde jer opdateret, og håber at I kommer godt ind i det nye år.
Godt nytår