I USA er der konstant anklager om valgsvindel, men aldrig i Danmark. Noget af det handler om kultur, men rigtig meget handler også om IT og om sociale medier.
Hvordan stemmer man i USA?
I dag stemmes der de fleste steder med papir, der optisk skannes eller via elektroniske maskiner (DRE). Man er på vej over til BMD (Ballot Marking Devices), hvilket skete efter 2016- og 2020-valgene. Her vælger man sin stemme, der udprintes som et stemmekort, som afleveres. Det kræver, at man som bruger ser, at det rigtige også står på sedlen. Altså vælger man kandidat A, så står der også kandidat B på sedlen, man putter i tønden.
Både valgmaskiner og optiske skannere er ikke på nettet, og ren dataelektronisk test af maskiner fra 2012 frem til 2024 har fremvist, at det kan hackes via USB-porten. Der er en papirstrimmel, der registrerer alt, hvad sker på maskinen, men det er ikke noget, den almene borger hverken har adgang til eller for den sags skyld vil kunne gennemskue, hverken hvordan man gør eller hvordan man ser, det er sket, hvis der er sket noget. Det skal dog understreges, at der ikke er ført bevis for, at der er sket valgsvindel på den måde.
Når stemmerne tælles op, er der naturligvis en fejlmargin. Der er det også ved menneskelig optælling, det kan aldrig helt undgås. Du kan finde tal som 0,0002% (1 ud af 500.000), men også at der tælles om, når kandidaterne er 0,5% fra hinanden, ligesom der kan kræves omtælling (for deres egen regning) ved 1%. Der er dog ingen officiel acceptabel fejlmargin.
ID-kort
Der er ikke et fælles id-kort i USA, derfor sendes der ikke bare et valgkort ud som i Danmark. Der er over 10.000 forskellige områder i USA, og hver har deres egne regler. Det er fx op til den enkelte stat, hvad et gyldigt id-kort er, altså kan du nogle steder afgive din stemme med et bibliotekskort, mens du i andre skal have kørekortet op af lommen, og nogle steder er der, lidt firkantet sagt, knap nok et krav om, at man kan identificere sig, hvis man har registreret sig som vælger. Den database er på nettet, så der er altså en fare for hacking; dog er det mig bekendt ikke sket. Omend der har været forsøg på dette.
I Danmark er der én valglov, og alle valgsteder skal følge den.
Forskellen
I Danmark er det jo ret enkelt, man sætter et kryds og kun et kryds. Det handler om, at man ikke må kunne skelne din stemme fra alle de andres. Hver enkelt stemme tælles manuelt op, første gang når der tælles partistemmer, anden gang når der tælles personlige stemmer. Naturligvis vil der være enkelte stemmer, der havner i den forkerte bunke, det vil være underligt andet.
Hacker man en valgmaskine eller optisk skanner, kan en person flytte fx 10.000 stemmer, og dermed kan man potentielt flytte måske 20-30 valgmænd. Det kan ændre et valgresultat (det er dog som safr ikke bevist, om det er sket).
I Danmark er der skam eksempler på valgsvindel, eller forsøg på det. Et byrådsmedlem gav sig selv 12 ekstra krydser, men en stemmeoptæller bemærkede de ens krydser og reagerede. Den slags forsøg kan aldrig helt undgås, men de fysiske stemmer gør, at mistanker kan undersøges og stemmer optælles flere gange rutinemæssigt og igen ved unøjagtigheder. Skulle man altså fuske ved et valg, ville det kræve så mange mennesker, at sandsynligheden for, at en ville tale over sig, er nærmest 100%. Papirstemmer, menneskelig håndtering og stramme regler gør det svært, og fusk vil kun kunne ske i begrænset omfang.
Fuske eller ej
Skal man fuske i USA, skal man altså hacke enten selve maskinen, databasen med registrerede stemmer eller lignende, mens man i Danmark reelt set kun har ét sted at lave større forandringer, nemlig når tallene indtastes.
Hacker man valgmaskinen, kan det ikke nødvendigvis ses, og da slet ikke af dig og mig; det kan man med papirstemmerne. En BMD har den samme ulempe, nemlig at man kan udskrive store mængder af valgkort, der ikke kan skelnes fra de andre. Man ville ikke nødvendigvis have opdaget 10–12 ekstra stemmer fra en BMD-maskine.
Men endnu vigtigere, så vil et lavteknologisk valg virke mere sikkert på den enkelte borger. Jo mere simpelt det er, jo mere sikkert føles det.
Kulturen
Stemmer du i USA, har du reelt to partier. Man har i deres system den situation, at mange stemmer er irrelevante. Bor du i New York, er din stemme som republikaner næsten ligegyldig, mens du som demokrat i Texas næsten er irrelevant. Vinderen tager det hele. Systemet gør, at selv fx hvis 49% af Texas stemmer demokratisk, så høres deres stemme ikke.
I virkelighedens politik er der næppe den store forskel på partierne, men for mange føles det nok at skulle vælge imellem Borgernes Parti og Alternativet. Derfor føles et nederlag endnu værre end i Danmark. Vi har kun sjældent flertalsregeringer, derfor vil ens parti næsten altid have en eller anden indflydelse. Det kræver kun ca. 20.000 underskrifter at stille op og ca. 80.000 stemmer for at komme i Folketinget. Dermed vil de fleste menneskers stemme blive hørt i et eller andet omfang.
Hvis fx Alternativet ikke kommer ind, vil mange af deres synspunkter jo blive repræsenteret af EL og SF. Hvis vi ser på det amerikanske billede, så ville det jo ses som en katastrofe for et hardcore Alternativ-medlem at tabe til Borgernes Parti og så skulle have dem i 4 år. Og naturligvis omvendt. Derfor vil der helt klart både være mere vilje til fusk, ligesom der vil være mere vilje til at tro, der er fusket.
Sociale medier
Hvilket bringer mig til sidste punkt. Ved hvert eneste valg i USA har der da været beskyldninger om valgsvindel, nogle gange hører vi mere til det end andre gange, men hvis du tror MAGA-folket er tosset, så kan jeg hilse og sige, det går begge veje. Endelig skal det også her understreges, at der er kæmpe forskelle på moderation. X.com (Twitter) blev fx opkøbt af Elon Musk, fordi han var vred over, at mediet systematisk fjernede poster, der var imod stifterens politiske overbevisning. Den slags har der været både beskyldninger om og vidneudsagn om for den amerikanske kongres. Så der er næppe tvivl om, det sker. Spørgsmålet er omfanget af det.
Siden 1996 har der været beskyldninger om valgfusk ved hvert eneste valg, og det er ikke bare nogle på Reddit, Twitter eller lignende, der siger det. Det er både senatorer, kongresmedlemmer, eks-præsidenter, præsidentkandidater osv.
Facebook og andre sociale medier får skabt nogle ekkokamre omkring os, fx var både Clinton, Trump og Harris og deres følgere i henholdsvis 16, 20 og 24 100% overbeviste om, at de var langt foran modparten, og at de ville vinde sikkert. I 2024 kunne vi høre demokraterne og nogle tv-stationer fortælle, at det ville blive et blodbad for republikanerne, og at Trump ville tabe med 100 mandater. Det er faren ved SoMe-boblerne, og endnu værre er, at man ikke ved, om man selv er i den boble.
Det ser bare mistænkeligt ud
Det korte og det lange er, at man har lavet et system, der kan og vil virke mistænkeligt for den enkelte borger. Når man så får at vide af lederen af det parti, der får flest stemmer (altså fx Demokraterne i 20 og Republikanerne i 24), at alt er i orden, bliver man næppe beroliget. Tilsæt dertil, at den tabende part gennem xx antal år har fortalt, at modstanderen i øvrigt vil starte 3. verdenskrig/skabe økonomisk fattigdom/indføre kommunisme eller noget helt andet.
I USA er der ikke 3-4-5 ugers valgkamp, der er valgkamp mindst 1 år op til et valg og endelig kombineret med analogien om Alternativet vs Borgernes Parti. Så hvis man ikke vinder, ses det som en katastrofe. I Danmark ses det måske som forfejlet politik, hvis “de forkerte” vinder, men det vil dog næppe føre til, at ret mange vil gå i sørge-mode i de næste fire år uanset, hvem der vinder ud fra de tanker, jeg har beskrevet.
Opsummerede forskelle er altså…
Først og fremmest, at man i USA har valgt teknologien, altså højteknologisk, mens vi i Danmark har reageret ved at beholde en lavteknologisk løsning. USA har reageret ved mistanke om valgsvindel ved at indføre endnu mere teknologi, og helt grundlæggende kan den almene borger ikke gennemskue, om der bliver svindlet eller ej. Kan man ikke gennemskue valgprocessen kombineret med, at man gennem flere år er bombarderet med, at det er en katastrofe, hvis modparten vinder, og at man i samme periode har set den ene historie efter den anden om, at ens egen side er milevidt foran den anden, ja, så er det jo altså nemt at tro, der er fusk med i spillet.
Jeg har fx set videoer, hvor stemmerne blev kørt igennem 3-5 gange. Måske testede de maskinen, måske fuskede de, måske var det oplæring af en medarbejder – problemet er, at jeg ikke ved det. Når jeg ser en stemmeoptæller i Danmark, kan jeg se og forstå, hvad personen laver, og dermed har jeg tillid til, hvad der sker. Det er nok i virkeligheden, der den store forskel er.