Jeg vil tro det var julen 2006. Det uigenkaldelige brud med familien var sket og jeg led af denne mærkværdige ”skam” over at stå juleaften uden noget sted at holde det. Det var pinligt, synes jeg og det var selvfølgelig også træls at sidde alene, når ”alle andre” sad sammen med familien. Det gør alle andre nu ikke. Jeg tror faktisk det er mere accepteret at det sådan i dag eller også er jeg bare kommet over det.
Heldigvis var der kommet World Of Warcraft, så jeg gik på nettet og havde en faktisk en rigtig fed juleaften sammen med flere hundrede, ja tusinder. Vi hamrede igennem Blackrocks Deep, The Sunken Temple og en mere som jeg ikke kan huske. Udover questing og meget andet. På intet tidspunkt følte jeg mig alene og jeg tror endda jeg dingede et par levels undervejs, mens vi snakkede højlydt og morede os.
Det blev sent den aften og det var med et tilfreds smil jeg gik i seng.
Her kunne fortællingen stoppe og det burde den nok også, for det var en god dag. Naturligvis havde det været bedre og sikkert sundere for ens mentale helbred at være fysisk sammen med mennesker, der elsker en, men den mulighed havde jeg ikke det år. Og selvom det er med et “heldigvis har jeg fundet det i dag”, så vil jeg alligevel hævde at de personer jeg holdt jul med i dybe huler, var venner for en stund. Vi knyttede bånd og spillede sammen jævnligt over de kommende år indtil de, og jeg, faldt fra indtil Classic kom tilbage.
Nå, men jeg vågner altså godt tilfreds den 25. december og synes at den her jul sådan set har været god og den tro gik jeg rundt med i lang tid. Nogle måneder efter er der en psykolog inde i God Aften Danmark, eller hvad det nu hed dengang, hun kunne fortælle om hvor tragisk ensomhed er. Her fortæller damen at ensomheden i Danmark fx var så stor at man havde haft over 30.000 danskere på World Of Warcraft juleaften – og det var synd for dem. ”Så sad de der mutters alene og var kede af det”, frit citeret efter hukommelsen.
Jeg tænkte at denne psykolog på ingen måde forstod onlinekulturen, eller også gjorde jeg ikke. Psykologen havde ret i den forstand at ”alle” nok hellere havde siddet rundt om et bord med den gode familie med sterinlys, julesang og alt det som reklamerne fremviser os. Men for mange er det ikke en mulighed og jeg ved ikke hvorfor netop online spil skulle være værre end så meget andet alternativt?
Måske var jeg vitterlig den eneste, der ikke var ked af/trist det den aften, men i forhold til de familiejule jeg havde holdt indtil da, så var det et fremskridt. Det var også et fremskridt i forhold til den i 1998, hvor jeg rent faktisk sad alene og ikke havde kontakt online med nogle. Jeg havde haft en god aften og det var faktisk mit indtryk at det havde de andre i gruppen også. Jeg er helt sikker på at netop den fællesskabsfølelse er begrundelsen til WOW blev så populært, man følte at man var i selskab med venner og bekendte og det er nok begrundelsen til at det har overlevet så mange andre onlinespil der er kommet og gået siden starten i 2004.
Glædelig jul til jer alle.