Disney annoncerede i 2018 at de ville lave en streamingstjeneste, derefter startede en længere periode med hjemtagelse af Marvelfilm fra fx Netflix.
I slutningen af 2019 fik Disney+ premiere i USA, Canada og Australien og i marts 2020 kom turen så til Europa. I første omgang var det bestemt ikke hele Disney biblioteket, men det hele ville komme med tiden, lød beskeden. Den første ting ang. censur var at Disney ikke ville bringe ”anstødelige kulturelle film”, men den ide blev hurtigt droppet. Mange af Disneys tegnefilm havde netop stereotyper, derfor blev det i stedet til et skilt om at tiden var anderledes dengang, de blev lavet.
De fleste af os danskere ved godt, at det ikke handler om Danmark, men om frygten for en shitstorm på de sociale medier i USA. Nogle af disse skilte synes derfor helt malplaceret set ud fra en dansk kontekst. Man skal også huske have i tankerne at amerikanerne slet ikke lære kritisk tænkning fra barnsben på samme måde som danskere bombarderes med hele kritisk tænkning ideen helt fra barnsben.
Den næste ting vi lagde mærke til var at alt Star Wars var lagt ud, men ikke Star Wars Holiday Special fra 1978.
Begrundelsen var ”tekniske problemer”, hvilket formentlig blot dækkede over elendig kvalitet af både teknik og indhold. Den ligger på YouTube og det er i hvert fald helt sikkert ikke pga. politisk korrekthed, at man ikke vil lægge det op. Det er nemlig omkring 100% uskadeligt og harmløst. Det er bare dårligt indhold og sikkert også filmet i dårlig 4:3 video opløsning.
Song of the south
Den anden var Song Of The South fordi den “fremstillede et skønmaleri af slaveriet i USA”. SOTS var en af de klassiske film, så det var faktisk noget overraskende at den ikke var med. Det medførte naturligvis en reaktion. Disney gav ingen yderligere forklaring i første omgang, hvilket hurtigt fik jungletrommerne til at fortælle at filmen er blevet forbudt i USA (hvilket den ikke er).
Min reaktion var ikke at gå på nettet og brokke mig, men derimod at opspore en VHS kopi på dvd (den er ikke udkommet på dvd officielt) og se filmen. Jeg fandt den på Wish og det er vist meget enkelt en vhs kopi, der er helt enkelt er overspillet til en dvd skive.
SOTS er ganske enkelt forældet. Det er sådan set fair snak. Filmen er fra 1946 og det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at min kopi var et ”slidt VHS bånd overspillet på dvd” kvalitet, men det var det eneste tilgængelige. Men lad os se på den.
Påstandene
Der var påstanden om den var racistisk og rummede stereotyper. Det sidste er der bestemt. De hvide farmere og fattige/rige børn samt en typisk størrelse meget stor sort kokkepige i køkkenet og så den godmodige sorte onkel Remus spillet James Basket, der fortæller historier. Men det er dog værd at bemærke at godt nok er både kokkepige og onkel Remus placeret i et onkel Tom scenarie, men der gøres ikke nar af dem (eller af nogle andre). Til gengæld vises tiden helt klart romantisk, men gør Det lille hus på prærien ikke det samme? Den tid var temmelig sikkert ganske rædsom, særlig set med nutidens øjne.
Slaveriet?
SOTS foregår efter krigen og der er faktisk ingen slaver i filmen. Den finder sted i 1870’erne, altså efter slaveriet er ophævet, men det fremgår bare ikke særlig tydeligt. Den primær begrundelse til vi ved det, er at Joel Harris, der skrev bogen netop gjorde det klart at den fandt sted i sin samtid. Han skrev den i 1879 og voksede selv op på en farm, hvor slaveriet var ophævet, men arbejdsmændene var sorte. Kigger man tilbage i historien, så blev mange af de sorte, nu tidligere slaver, på plantagerne umiddelbart efter slaveriets ophævelse. Nu som frie personer, der modtog logi og en smule løn i bedste fald.
Det sted som overraskede få har bemærket i SOTS er at onkel Remus på et tidspunkt pakker sin kuffert og tager afsted. Det ville en slave aldrig kunne.
En sort som hovedrolleindehaver
Walt Disney var begejstret for James Buster (Onkel Remus) og hyrede ham. Han så en hel serie af Onkel Remus film for sig. I 1946 var det sensationelt. En sort mand som ikke kun var skuespiller, men som den altoverskyggende hovedrolleindehaver. James Buster fik en æresOscar i 1948 for rollen. I øvrigt var han nødt til at gå ind af bagdøren, da han ikke måtte gå på den røde løber. Akademiet kunne godt se, at det var pinligt. Desværre døde James Buster blot tre måneder efter pga. komplikationer med sin sukkersyge.
Kritik i 1946
Den fik kritik allerede i 1946 for ”at forherlige slavetiden”. Den kritik kan man måske til dels forstå, for det er ikke lykkes for Disney at gøre det klart at den faktisk finder sted efter slaveriets ophævelse.
Typisk vil de fleste nok også tænke at de sorte arbejdere er slaver. Bare tænk på, hvad et helt simpelt skilt ”1879” ville have gjort. Walt Disney selv fandt kritikken helt ude i hampen og forholdte sig aldrig til den officielt, men til sin bror var han uforstående, fordi den ”jo tydeligvis finder sted mange år efter slaveriet” . Også James Buster fortalte at Onkel Remus var en fri mand.
Til Walt Disneys forsvar skal – og måske også nævnes til de yngre læsere – at begrebet ”shitstorm” slet ikke fandtes. De har helt sikkert bare læst nogle aviser og sagen har været meget mindre end i dag. De fleste har formentlig slet ikke har kunne se et problem selv hvis de sorte i filmen rent faktisk var slaver. Filmen kom i 1946 og de fleste anså ganske enkelt ikke sorte som ligemænd.
Stor betydning for sorte – og opfattelse af sorte
Man skal altså ikke glemme at filmen måske nok blev set som kontroversiel allerede dengang, men også at for sorte i USA havde den enorm betydning. Indtil da havde sorte kun haft biroller og oftest som skurke eller som et komisk aspekt i film. James Busters rolle gjorde altså at hvide pludselig så en film med en sort hovedrolleindehaver. Det er svært at understrege, hvor specielt dette har været på den tid – specielt i USA. Den danske historie er markant anderledes end den amerikanske, sorte slaver, slaver i det hele taget, havde der ikke været i Danmark i over 150 år og de slaver der var i Danmark indtil da var i 99,9% hvide danskere der mest levede under slavelignende forhold uden det i dag anerkendes som slaveri. Det korte og det lange er at se en sort mand med en hvid pige i hånden på en poster har ikke vakt samme følelser i Danmark som i USA.
Men er den værd at se i dag?
Det efterlader dog alligevel det springende punkt om den egentlig er værd at se som andet end pligt nostalgi som man skal se på et tidspunkt. Jeg mener Borte med blæsten fx er i den kategori i dag.
Historien er den ret simple at Onkel Remus er en hyggelige arbejder, der går rundt og fortæller historier til børnene om bror kanin, gårdmand bjørn og Bror Ræv. De sekvenser er vist som tegnefilm. Det er absolut de sekvenser som gør film værd at se i dag. Resten er lidt ligegyldig og børneskuespillerne er det helt galt med. Langt de fleste børn vil sikkert ikke se noget som helst racistisk i den. Til gengæld er det selvfølgelig ikke særlig smart heller, hvis de tror den tid var superfin og hyggelig.
Men, omvendt: Er børn (eller voksne) virkelig så blinde at de gør det? Langt de fleste ved jo godt at fx Det lille hus på prærien var et skønmaleri, ligesom de også ved at John Wayne og Clint Eastwood cowboy filmene var væsentlig overdrevet med indianerkampe, skuddueller og lovløshed. Sagt med andre ord, så virker SOTS hverken værre eller bedre end så mange andre.
Hvorfor er den forbudt i USA?
Det synes naturligvis absurd at SOTS skulle være forbudt, når nu hverken Borte med blæsten eller så mange andre film er blevet det. Faktum er da også at SOTS aldrig har været forbudt, hverken i USA eller noget andet land.
Det er en Internet myte.
NAACP (det amerikanske film akademi) udtrykte kritik tilbage i 1946 og det er det. Derudover var filmen ikke den succes Disney havde forventet og håbet på. Anmeldelser var dengang noget blandet. Det hjalp nok heller ikke at mange sorte ikke havde mulighed for at se den pga. raceadskilleslove i USA. Og endelig døde James Buster inden en toer blev planlagt.
Det er Disney, der selv har trukket den. Det er Disney selv, der har sat labels på om at nogle af deres film er ”farlige” og ikke skal ses af børn (Fx Lady og Vagabonden), det er ikke myndighederne.
Og så er vi ved sagen kerne. For normalt ville man sige, hvis du er utilfreds, så find et andet selskab, men Disney er så stort et selskab at de faktisk sidder voldsomt på markedet. Om det er en nervøs trækken i forhold til monopollovene, der gør at Disney i dag er vendt på en tallerken og nu siger de debattere internt hvordan man får SOTS på Disney+ på en ”ordentlig måde”, som det så smukt hedder, skal være usagt.
Indtil da så må vi se SOTS på dvd eller youtube.
Se filmen her i lav opløsning:
https://archive.org/details/SongOfTheSouth_Disney