I 1985 kunne man finde sin Commodore hos flere hundrede forhandlere, nogle siger over 600. I 1989 var der kun 60 tilbage.
Forhandlerne klagede over at fortjenesten på en Commodore 64 var helt ned til 100 kroner pr. styk og at op mod 25% af nogle sendinger ikke virkede. Samtidig dækkede Commodore kun garantien i tre måneder, resten skulle forhandleren selv dække. Commodore ændrede senere den politik.
Forhandleren skulle dog fortsat dække transportudgifterne til et servicecenter og med en fortjeneste på 100-200 kroner pr. maskine, så var fortjenesten hurtig spist op. Hvilket måske forklarer, hvorfor mange kunder oplevede at forhandlerne ikke ydede god service på Commodore.
Commodore gav store rabatter til Bilka, som så kunne sælge Commodores maskiner til meget lave priser. De mindre forhandlere måtte naturligvis følge den pris. Et andet eksempel på Commodores ledelse var da distributionsrettighederne til spillet Oswald blev købt af Commodore. De solgte derefter hver og en kopi af spillet til Bilka. Hvis man ville have Oswald skulle man i Bilka. Flere forhandlere måtte selv gå i Bilka og købe en stak, som de kunne sælge.
Sædvanen tro afviste Commodore alt som brok. Alle store virksomheder havde utilfredse forhandlere og forhandlerne måtte selv sætte deres priser, forklarede Commodore Danmarks direktør John Zinck.
I Praksis var det klart at en lille forhandler ikke kunne sætte en pris, der var 500 kroner højere end Bilkas. Commodores forsvar var at danske forhandlere tjente mere end i Tyskland. Derudover tjente forhandlerne ofte under 1 dollar i USA pr. solgt maskine. Måske Commodore skulle have overvejet om, der var en grund til at antallet af forhandlere gik tilbage i alle lande (undtagen i UK) og i særdeleshed i Tyskland og USA.
Ifølge Commodore kunne de åbne 200 nye Commodore butikker ”i morgen”, hvis de ville. Der var mange, der gerne ville sælge deres produkter. Til gengæld havde de selv stoppet med at levere til mange forhandlere, der ikke solgte nok. Hvis det er sandt, så bliver det endnu dummere.
En forhandler udtalte til Soft Today i 1989: ”Commodore 64 og Amiga er klart de bedste maskiner på markedet og der er mange kunder til dem, men jeg ser ingen grund til at sælge Commodores produkter. Jeg tjener intet på dem og Commodore behandler mig som forhandler dårligt.”
Det var måske derfor at Amstrad CPC 484 fik et rigtig godt marked i Danmark og hvorfor Commodores dominans allerede var væk i 1991. De havde mistet forhandlernettet, ligesom i USA.
Commodore havde et helt forrykt fokus på markedsandele. Det handlede om at sælge maskiner og opretholde sin markedsandel. Derfor solgte man hellere end gerne enorme mængder til Bilka (og lignede hypermarkeder i andre lande), der så solgte dem tæt på indkøbsprisen. De penge forbrugeren sparede på maskinen, lagde de sikkert på spil, joystick, men også på mælk, ost, æbler osv.
Den taktik havde dog flere store ulemper. Den helt store var service på maskinen, den var ikke eksisterende i hypermarkeder og i samme sekund at hypermarkedet ikke kunne tiltrække kunder med maskinen, så forsvandt den og der var ingen steder at købe den. De andre forhandlere var smuttet og solgte nu andre maskiner.
Kunne du ikke få en C64, men derimod “den der Amstrad”? Mon ikke de fleste bare købte den, for den var jo også fin.
Ironisk nok var Amstrads fokus på at tjene penge der gjorde at de stille og roligt i 1997 kunne forlade hjemmecomputer-markedet uden at gå fallit. De gav aldrig de store rabatter.
Kilde: Soft Today 3/89 (bl.a).