Commodore 64 plus/4 rammer landet

Året er 1983 og Commodore 64 sælger hver måned flere hundredetusinde, så Commodore fik en ide. En plus 4 model til $299. 

Tanken med den nye model var ikke at kæmpe mod Commodore 64, men derimod at udvide markedet ved at lancere en model, der havde 1,7Mhz, mere ram og flere “mere seriøse” programmer i form af tekstbehandling, regneark osv. +4 betød at der var indbygget fire kontorprogrammer, bl.a. tekstbehandling, regneark og databaseprogram. Det vidste sig senere at blive navnet på antallet af programmer, der kom til maskinen.

Personligt har jeg aldrig rørt ved maskinen rent fysisk, men tastaturet skulle ikke være særlig godt at skrive på.

Dens opløsning var (op til) 320×200, havde 121 farver og BASIC i version 3,5. Til sammenligning havde C64 samme opløsning, 16 farver og havde Basic i version 2.0.

Plus/4 benyttede en chip, der hed TED. Text Editing Device og var ikke lavet til at flytte sprites rundt, men derimod til beregninger. TED stod også for lyden og det var to bip toner. Og det var så det. Den viste sig desuden at være ret upålidelig og havde en tendens til at brænde af. Plus/4 kunne arbejde 75% hurtigere end C64, men opbygningen gjorde dog at den oftest kun var 25% hurtigere, hvilket dog også er en hel del. Der kom en hel linje af TED modeller og fællesnævneren var at de kostede nogenlunde det samme som Commodore 64, alle var dårligere på hver sin måde og “imponerende nok”, så kostede de mere at producere end C64, så det var ganske utroligt at Commodore ikke fattede linjen var komplet idioti.

Sådan så TED 8360 ud. Synet bedrager ikke, Commodore valgte at bruge den samme chip i Commodore 16, C116 og C264. Når man nu havde udviklet den, så skulle den bare bruges.

Den var altså teknologisk bedre end C64 på nogle områder, men på de fleste områder svagere, fx dens evne til at vise sprites og lyden var ligeledes markant ringere. Den var delvis kompatibel med C16 og VIC-20, men ikke C64. Dens tastatur var dårligt og så understøttede den ikke de almindelig ”Atari”-joysticks, der var kendte dengang. Commodore mente at deres teknik var bedre, men det hjalp ikke noget, når ingen lavede den slags joysticks til den nye port.

Pressen var særdeles uimponeret over de fire ekstraprogrammer, der blev sablet ned. Tekstbehandlingsprogrammet kunne fx have kun have én side i hukommelsen. I det hele taget var der ikke mange rosende ord at hente hos hverken forbrugere, forhandlere eller hos anmelderne.

Udvikleren Bill Heard sagde efterfølgende at man ikke skulle skælde ham og hans team ud for C64 Plus/4. Det projekt Jack Tramiel bad om var en maskine, der kunne tage kampen op mod Timex/Sinclair og skulle være solgt til blot $49 dollars. Den skulle netop ikke kædes sammen med Commodore 64. Derefter skulle man så tjene pengene på at den ikke kunne bruge TV, men derimod skulle der købes en monitor.

I stedet forsøgte ledelsen at slå plat på C64’s succes og lancerede et projekt, som vel nærmest var dødsdømt på forhånd. Specielt når man under lanceringen af +4 fortalte at man arbejdede på C128, der ville være kompatibel med C64.

Allerede året efter blev C64Plus4 stoppet. Der blev solgt omkring 600.000 primært i Europa. Jeg gætter på at de fleste af dem, der købte den med forventningen om en forbedret C64 aldrig nogensinde købte noget fra Commodore igen.

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.