I løbet af 1983 og 1984 kom der en masse computere på markedet fra bl.a. Mattel og Texas Instruments til blot $100 og C64 kostede næsten $300 i 1984.
Jack Tramiel, direktøren for Commodore var ikke nervøs for de amerikanske selskabers computere, han vidste at C64 var så meget bedre end dem og at den højere pris var retfærdiggjort. Han var mere nervøs for at et japansk firma ville komme med en billig model. Derfor besluttede han at der skulle laves en C16. Det var en slags neddroslet C64, der ikke var hverken hardware eller software kompatibel med C64, til gengæld var den delvist kompatibel med C64 Plus/4 og Commodore 116.
C-16 solgte ikke så dårligt, men de fleste var chokeret da de opdagede at et skifte til “storebror” C64 betød at man skulle købe ny båndstation også. Produktionen blev stoppet igen allerede i 1984 og restlageret i stilhed solgt til DDR, hvor den var næsten egenrådig frem til 1989. Hvilket jo forklarer, hvorfor der kom temmelig mange spil i en C16 version.
C-264 (eller TED) serien
C-16 var en del af Commodore C-264 serie, der bestod af C16, C116 og C64/plus 4.
Hvad ville de fleste andre virksomheder have gjort, da man havde konstateret at først C-64/plus4 og siden C-16 havde fejlet? Salgstal er der ingen af, men ifølge Kack Tramiel var det under en million (og ja, det er det helt sikkert), men det er på den anden side et tal, der kommer fra manden, der mener C64 solgte omkring 30 millioner, hvilket de fleste er tvivlende overfor om Commodore overhovedet kunne producere på ti år af Commodores fabrikker. Men ligemeget. C16 og C64/plus4 solgte så dårligt produktionen stoppede indenfor et år.
Hvad gjorde Commodore så efter de to fiaskoer? Commodores svar var at lancerer en C116 model, der var en neddoslet model af C-16. *suk* Den solgte under 50.000 og produktionen stoppet efter 6 uger. Det utrolige er faktisk at de aldrig lærte noget af deres tilbageslag.
Hvor dårlig var C264 serien egentlig?
Det er de færreste personer, der rent faktisk har siddet med C116 eller Plus/4 i hænderne og kun lidt flere har oplevet en C16. Det, der helt grundlæggende var galt med serien, var at den var unødvendig, ligegyldig og alt for dyrt prissat. En af begrundelserne til at lave serien, var måske også at Commodore ikke kunne få nok af chips fra datter selskabet MOS Technology, som blev brugt i C64 og istedet for at hæve prisen på C64, skrive folk op eller arbejde i treholdsskifte, som Commodore ikke ville fordi man på de tyske fabrikker skulle have 25% mere i løn om natten, så kom man med en serie, der brugte TED CPU.
Den processor var ikke god til andet end tekstbehandling, regneark og den slags, det var den til gengæld, så skulle man have brugt den skulle man have lavet en maskine, der ikke gav nogle tanker om “lillebror til C64” eller “storebror til C64”. Faktisk var C116 endda dårligere end C16.
Hvorfor?
C16 skulle blive starten på række produkter fra Commodore over de kommende ti år, hvor man i dag sidder tilbage hver gang man læser om det og tænker: Hvorfor?
Hvorfor kom C16? Der var ingen begrundelse til det, man havde VIC-20, der opfyldte kravet om at have en maskine til under $100, den solgte fint, den var populær, alle kunne lide den. Hvorfor komme med noget, der var dårligere? Der kom også en lang række C64 og Amiga modeller, der kun sjældent var særlig gode, nødvendige eller der bare var en begrundelse for at komme med.
I den sidste ende kom der ingen super japansk computer, men der kom en konsol fra Nintendo.