Masser af dårlige spil gjorde at amerikanerne helt stoppede med at spille. Pac-man og E.T. var dråben, der fik bægeret til at flyde over og konsolmarkedet kollapsede.
Sådan lyder beskrivelsen på mange Internetsider og videoer og det er kogt ned til to forskellige ting, der er værd at undersøge, nemlig antallet af spil og kvaliteten af spil.
Antallet af gamere
I 1983 var der tre betydningsfulde konsoller på markedet: Magnavox, Coleco og Atari. De andre konsoller, som vi i dag kan læse om på nettet, var i små oplag og blev kun solgt i lokale områder, som du kan læse mere om i første del.
Det er usagt, hvor mange brugere der var til rådighed på samme tid, men vi kan få en ide ved at se på det samlede antal maskiner, der blev solgt i deres produktionsperiode. Magnavox Odyssey 2 (1979-84) solgte 2 mio. eksemplarer, ColecoVision (1982-85) solgte op mod 2 mio., og Atari2600 (1977-92) solgte 30 mio. Atari vurderede, da E.T. blev udgivet i 1982, at der var 8 millioner aktive maskiner på markedet.
Hvis vi laver lidt hovedregning, kan vi antage, at der måske var op mod 8-10 millioner brugere i 1983, som skulle dele om at købe spil til de tre konsoller, udover de lokale konsoller, der selvfølgelig også spillede en rolle i lokale områder.
Rædsomme spil
Ligesom i dag blev der også dengang udgivet rædsomme spil. Det er der intet overraskende eller usædvanligt i. Enhver, der husker sin Commodore 64, Amstrad, Amiga eller bare kigger på sin nuværende maskine, vil give mig ret. Det er nok også sket mere end et par gange, at du er blevet skuffet over et dyrt indkøbt spil.
Problemet var derfor nok ikke i sig selv, at forbrugerne blev oversvømmet af dårlige spil.
Man skulle måske mene, at forbrugerne kunne forvente en vis kvalitet fra konsollens eget selskab, men det var ikke altid tilfældet, og man kan måske mene, at Ataris egne dårlige titler gjorde mere skade end hvad et tilfældigt firmas spil nogensinde kunne gøre. Dengang havde forbrugerne magasiner og aviser til at orientere sig om tredjeparts spil, og de undlod bare at købe dem. Til gengæld udgav Atari deres egne magasiner med rosende ord om deres fantastiske spil, uanset kvaliteten.
Blev der egentlig udgivet så mange spil?
Mange af de dårlige/fantasiløse spil fra ukendte firmaer blev faktisk slet ikke udgivet. De blev kun brugt som reklamemateriale. Men det kan være svært at finde ud af, hvilke titler der blev udgivet, og hvordan de blev udgivet, i dag. Mange af spillene blev også kun udgivet lokalt og i små oplag, men det kan være svært at finde ud af i dag.
Aftalen mellem forhandlere og softwarefirmaer
Men hvis antallet eller kvaliteten af spillene ikke var problemet, hvad så?
Det største problem var sandsynligvis den aftale, som softwarefirmaerne og forhandlerne havde om at returnere usolgte spil. Hvis en forhandler mente, de kunne sælge 100 spil, bestilte og modtog de 100 spil, men producenten skulle håndtere de usolgte spil, der blev returneret fra forretningen. Aftalen betød, at priserne på spil forblev høje, da der ikke var nogen overskydende varebeholdning, der skulle sælges. Men jo flere spilproducenter der kom, desto flere usolgte spil blev der og derfor skulle returneres.
Mange spilfirmaer lukkede, dels som følge den aftale og dels fordi deres spil ikke var gode nok. Forhandlerne havde dermed ikke anden mulighed end at sælge spilene billigt. Nu kunne man ikke sælge lige så mange af de dyre spil, fordi der var billige spil ved siden af. Det er naturligvis klart, at når der kom mange spil til $4, som ofte var lige så gode, så blev det sværere at sælge spil til $30-40 ($190 i dag).
Prisen på et spil kunne derfor variere fra ca. 150-950 kr. (i 2022-kroner). Det er givet, at det kan være svært at sælge et nyt spil til 950 kroner, hvis man er blevet skuffet alt for mange gange. Dertil kommer at folk har opdaget, at et spil til 150 kroner var lige så godt, eller har set, at et spil til 900 kr. efter noget tid blev solgt til halv pris.
Nintendo og Sega brugte de erfaringer i firserne og kontrollerede antallet af spil. Ingen firmaer fik lov til at udgive mere end tre spil om året, og alle spil skulle gennemgå kvalitetstest. Det forhindrede ikke dårlige spil, men det begrænsede antallet af både dårlige spil og spil i det hele taget. Det sikrede, at alle spil i det mindste fungerede. Det gjorde, at Nintendo og Sega-spil kun faldt marginalt i pris over tid. Deres fordel var også, at man kunne lægge nye titler på returnerede cartridges, men den mulighed eksisterede ikke dengang.
Tilbage til 1983.
Hvis et spil var populært eller forventet populært, blev det bestilt i mange eksemplarer, og de usolgte blev returneret. Så langt, så godt. Men mange forhandlere bestilte for mange eksemplarer af de mest populære titler, hvilket skadede spilproducenterne. Atari endte således med at fremstille 12 millioner kopier af Pac-Man, selvom der kun var 8 mio. aktive maskiner. Forretningerne bestilte og betalte for 12 millioner spil, solgte 9 millioner og returnerede derfor 3 millioner, som de fik pengene tilbage for.
Du har sikkert hørt, at de to spil var så dårlige, at hele industrien gik ned, og Atari gik fallit. Først og fremmest nej, hvis du følger din sunde logiske sans, vil du nemt kunne gætte, at det ikke er rigtigt.
Pac-Man (1982)
Pac-Man var for det første slet ikke så dårligt, de mere useriøse youtubere synes at tro. Atari 2600 kunne vise to sprites på skærmen på samme tid. Derfor lavede spildesigneren Tod Frye tricket, så hvert spøgelse kun kunne ses i ¼ sekund ad gangen. Sammen med CRT-skærmens lave framerate på 50/60 Hz gjorde dette, at spøgelserne flimrede og altså var utydelige. Det fungerede ikke optimalt, og det var svært at se forskel på dem, men det virkede.
Da emulatorer til Atari 2600 kom til PC, kunne de ikke emulere tricket. Dette kombineret med moderne skærme gjorde, at spillet så helt uspilleligt ud. Men det, man ser på emulatorer, er milevidt fra det, som forbrugerne købte dengang.
Dengang var det et ganske udmærket spil, men selvfølgelig langt fra arkadeversionen. Men det var sådan, det var. Det kom ikke som en overraskelse for Atari 2600-brugerne i 1982.
9 millioner solgte spil fortæller da også en anden historie end en stor fiasko. Problemet opstår naturligvis, hvis man i dag sammenligner det med fx VIC 20- eller C64-versionen, som kom i 1983. Bemærk dette årstal, det bliver afgørende. Sammenlignet med de mange forskellige versioner er Atari 2600-versionen klart den dårligste. Det vil jeg ikke bestride. Men man skal også huske, at det var en version til et system, der udkom i 1977. Jeg bestrider derimod, at det var uspilleligt. Og det var altså i 1982 den eneste version til hjemmemarkedet.
E.T.
Det andet spil var E.T., og det er faktisk heller ikke så dårligt, som man skulle tro. E.T. kom med en manual, og uden den er man på bar bund. Læs den, og så har du pludselig et fuldt spilleligt spil og i hvert fald ikke det dårligste spil i historien. Langt fra. Det er bestemt ikke godt, men slet ikke så dårligt som sit ry. Du kan i øvrigt selv spille det i en browser i dag, hvis du vil prøve det (ekstern link). Spillet kom i december 1982 og havde altså også det meste af sit salg i 1983.
Forældede spil skabte crash
Dårlige spil har altid eksisteret. Ser man på de ufatteligt mange elendige spil til Commodore 64, Amstrad, men også til moderne pc’er, ville folk for længst have stoppet med at spille, hvis det skræmte dem væk. Dårlige spil har aldrig forhindret folk i at spille. Når Pacman og E.T. alligevel er så interessante, skyldes det, at disse spil sat op imod datidens computerkonkurrenter synliggjorde de tidlige konsollers mangler på en dramatisk måde. For eksempel konsollernes primitive lyd og grafik kontra VIC20 og Commodore 64’s lyd og grafik.
Da det blev tydeligt, var konsollernes dage talte. Og så crashede markedet – for konsollerne. Forbrugerne spillede videre, bare ikke på konsollerne.