I 1983 omsatte konsollerne for $3,2 mia., i 1985 for $100 mio. Det betød dog ikke, at forbrugerne ikke spillede, de spillede bare på computere i stedet for på konsollerne.
Men hvorfor blev der plads til computerne?
Først og fremmest fordi konsollerne var forældede. Atari 2600 var udgivet i 1977. Den havde altså 6 år på bagen i 1983. Atari havde endda færdigudviklet den i 1976, men havde ventet med at offentliggøre den pga. en juridisk strid.
Der var flere konsoller på markedet i 1983. Atari 2600, Atari 5200, ColecoVision, Odyssey 2 og Fairchild II var de mest populære. Alle disse konsoller var bygget af standarddele, så enhver kunne bygge deres egen klon af dem, og det skete i stor stil. Udover de allerede nævnte, havde Mattel og Coleco lavet maskiner, der kunne afspille Atari 2600-spil. Endelig var der et utal af mere ukendte konsoller såsom Tandyvision, Coleco Gemini, Sears Tele-Games systems og en lang række andre. Der var opstået inflation i konsoller, og forbrugerne kastede sig over dem, fordi prisen var lav, spillene nærmest identiske for den teknologi, som konsollerne var baseret på, var fra midten af halvfjerdserne.
Flere spæde røster var begyndt i 1982 at tale om, at med så mange på markedet blev markedet udvandet. I samme periode begyndte vi at se VIC20, ZX81 og ikke mindst den dyre Commodore 64 på markedet. Deres priser var på vej ned i et prisleje, hvor almindelige forbrugere kunne betale for dem, og deres teknologi var nyere og naturligt nok derfor bedre.
Computerne kommer
De første personlige computere omkring 1977 kostede en mindre formue og kunne ikke ret meget og da slet ikke spil, der bare tilnærmelsesvis kunne hamle op med konsollerne.
Apple II og Commodore PET, der kostede ca. $1000, ca. $4800 i dag. De første computere havde ikke joystickporte eller grafik, der kunne true konsollerne. TRS-80 fra 1977 havde den fordel, at den stod i Radio Shacks butikker, hvor konsollerne også stod. De fleste andre computere skulle man købe på postordre.
I 1979 kom Atari med Atari 400 og Atari 800 computerne, der kostede det samme som deres numre. Det var de billigste computere på markedet. Til sammenligning kostede Atari2600 blot $199.
I 1981 kom IBM med 5150, men den kostede over $1500 og henvendte sig altså ikke til private. Atari2600 var kommet ned på omkring $100. De utallige kopikonsoller kostede det halve, og nogle af dem kunne endda også afspille Atari2600 spil.
I 1982 var ZX81 kommet ned på $125, Atari 400 kostede $349, TRS lå omtrent på samme prisniveau, VIC20 kostede $199 dollars, og Commodore 64 lå på $499. Atari2600 lå på $100-125 dollars. Prisforskellen var altså blevet mindre, og Commodore var blevet dygtige til at få deres maskiner ud i butikkerne, så forbrugerne kunne se, hvordan de fungerede.
Computerne havde mere hukommelse og hurtigere processorer end konsollerne, hvilket gjorde, at de kunne køre bedre spil. Men ikke kun det. Spillene var også væsentligt billigere – ca. halv pris – fordi de kom på bånd eller senere disketter. Man kunne gemme sine fremskridt, hvilket gjorde det muligt at spille større spil som adventurespil. Og så skal vi heller ikke glemme, at kopibeskyttelse ikke eksisterede, hvilket betød, at forbrugerne begyndte at dele spil med hinanden.
I 1982 begyndte en priskrig mellem Commodore og Texas Instruments, og inden længe var priserne på computere nede på samme niveau som konsollerne. Nogle solgte en Commodore 64 for blot $199 og flere og flere stillede sig selv spørgsmålet: “Hvorfor skulle jeg egentlig købe en konsol? Spillene var bedre og markant billigere, og man kunne endda dele dem med naboen.
Intellivision III blev aflyst, og Mattels begrundelse var, at ingen ville betale over 200 dollars for et produkt, der kun kunne bruges til spil, når man for samme penge kunne få en computer.
Commodores kamikaze-strategi begyndte.
Commodore rettede nu sin strategi mod spillerne med William Shatner som blikfang i 1983, og i september 1983 droppede Coleco ud af kampen, mens adm. direktør Arnold Greenberg rystede på hovedet og forklarede, at han ikke forstod, hvad Commodore havde gang i. Han forklarede, at han aldrig havde set så selvdestruktiv adfærd fra et firma. Resultatet af priskrigen var, at Commodore erobrede enorme markedsandele, men tjente utrolig få penge på det.
Greenberg huskede, at krigen mellem de mange konsoller var hård, men alle forstod, at der skulle tjenes penge. Det forstod Commodore ikke. Det skal dog siges, at Commodore selv producere de deres egne chips og dermed tjente gode penge på hvert salg. Greenberg havde dog en gyldig pointe. Commodore kunne – og burde – have tjent betydeligt mere og dermed været i stand til at udvikle deres næste maskine hurtigere.
Jack Tramiels begrundelse var, at han forventede, at der ville komme en japansk computer på markedet, og han ville derfor sætte sig på markedet, inden denne kom. Den computer kom aldrig, men der kom en konsol nogle år senere.
Handelsnettet
Commodores meget lave priser betød, at forhandlerne ikke tjente penge på dem. Nogle forhandlere tjente under 1 dollar pr. enhed.
I kampen om at blive markedsdominerende i USA valgte Commodore at få deres maskiner i supermarkederne. Commodore solgte maskinerne til blot 98 dollars, hvilket gav dem en fortjeneste på små 60 dollars. Normalt forventes det så at forbrugeren betaler $150-200, så forretningen også kan tjene penge. Men Sears (svarende til Bilka) satte prisen til 99 dollars. Det betød mindre for dem, at de kun tjente $1 pr. maskine. De trak kunder ind i butikken, hvor kunderne købte spil, blade, men selvfølgelig også smør, mælk osv. mens de var der. Læs mere her.
Specialforretningerne havde dog det problem, at de ikke kunne overleve på den lave fortjeneste, så flere og flere af dem valgte helt enkelt at droppe Commodore. Men i en periode var Commodore i USA synonymt med computere. I julen 1983 var der stort set kun Commodore 64 tilbage på markedet i USA sammen med DOS-pc’erne. Commodore kunne i 1984 fejre, at de havde en markedsandel på over 40%.
Konsollerne blev udryddet, og krakket, som i dag omtales som “det store konsolkrak i Nordamerika”, var begrænset til, at de gamle konsol firmaer forsvandt fra hylderne, men de blev erstattet af computere og kun få forbrugere tænkte nærmere over det.