Fifa 2018 – PC

Der sker oftest ikke de store forandringer fra år til år i de store serier, der udkommer hvert år, men over tid er der enorme forskelle. Da det sidste FIFA spil, jeg hyggede mig med var FIFA 2006, så er der naturligvis sket gigantiske og også uventede fremskridt.

 

Oplevelsen

Grafikken er virkelig flot, men jeg er ikke vanvittig imponeret, når EA siger, at man kan se, hvem der er hvem. Der er ikke mere end en overfladisk lighed med virkelighedens spillere. Det ændrer ikke på at Fifa18 er et utrolig flot spil.

Spillenes bevægelser er naturtro, lys-skygge fungerer fremragende og publikum er ikke bare lidt texture, men troværdige. Der er også forskel på om du spiller i London eller Haderslev, ligesom publikum aktivt reagerer på dit spil. Kommentatorerne er Alan Smith og Martin Taylor og det er sådan at de har været med i over fem år, det betyder, at der kommer flere og flere kommentarer for hvert år. Det fungerer ganske udmærket også selvom de nogle gange gentager sig selv.

Gameplay

I E.H. Soccer på Commodore 64 kom der en gigantisk ændring for fodboldspil, der var forskel på ens spillere. Det er siden videreført og i Fifa18 kan der være endda meget stor forskel på ens spillere, også til det punkt, hvor man er parat til at kaste med ting. Det er fx når man laver den perfekt aflevering på ens controller, men desværre var det så med den forkerte spiller, derfor endte det med at løbe ud i sandet. Det perfekte langskud ramt perfekt på knapper giver heller ikke nødvendigvis det perfekte skud. Der er kort sagt forskel på om du spiller med et tophold eller et bundhold. Der er altså en vis tilfældighed mellem evner og held.

Det lyder måske irriterende, men det gør, at der er ikke eksisterer perfekte formler, der altid giver mål. I Kick Off på A500 vidste man, at lavede man to træk fra midterlinjen og derefter et loop, så gik den i mål vel 80% af gangene og i EH Soccer skulle man skyde diagonalt for score. Så enkelt er det overhovedet ikke. Når man spiller mod menneskelige modstandere fjerner det også lidt af forskellen mellem den dygtige og den knap så dygtige.

Der er sket meget siden Emlyn Hughes Soccer til Commodore 64 i 1988.

Både begyndere og trænede

Den trænede spiller, der har spillet FIFA serien i lang tid kan spille sit spil og bruge ret voldsomme tastekombinationer, mens begynderen har masser af muligheder for at også få en god oplevelse. Der er hjælp til dels at lære tasterne at kende, hvilket desværre ikke rigtig virker 100% på PC – i hvert fald ikke på min Speedlink Strike 2 controller, der har tal i stedet for bogstaver på knapperne.

Der er mulighed for få hjælp til indlæg, skud på mål og endda mulighed for at spille med kun to knapper, så kan både 6-årige og 90-årige være med, det er dog begrænset hvor sjovt det er. Endelig er der også fem sværhedsgrader, der kan spilles i langsomt eller normalt tempo, hvor begynder-langsom virkelig er for begynderen. Fordelen ved den level er, at det giver dig ro til at lære at forstå spillets mange finesser. Ret hurtigt begyndte jeg dog at vinde 10-0 og så er det jo heller ikke sjovt. Ligesom det heller ikke sjovt at spille på høj sværhedsgrad, hvor computeren virkelig giver dig modstand eller ligefrem tæsk. Når den er engang er for nem, ja så kan du kaste dig over online delen og opdage at du faktisk slet ikke er særlig dygtig i forhold til de bedste på nettet.

Udskiftningerne kan ske med et par tastetryk, hvor computeren hjælper dig med hvem der vil være fornuftige at skifte og med hvem. Man kan selvfølgelig også selv stå for det.

Online

Mange elsker FIFA Ultimative Team (FUT) og man kan absolut købe sig fattig i EA’s valuta for at købe de gode spillere. Man kan købe sig til spillere som Pele eller Peter Schmeichel, hvilket i min optik virker lidt fjollet. Hele konceptet med FUT Icons lugter i det hele taget meget af pengemaskine fra EA, således kan man købe forskellige versioner, fx en Ultimativ udgave med 80.000 FUT Icons for 699 kr., mens den almindelige standardversion koster 159,- kr. med 0 af disse FUT icons. Så vi er ovre i ”betale for at vinde” konceptet. Det står jeg helt af på, så den del har jeg ikke brugt meget energi på.

 

Karriere

Der er også to karrieremuligheder. I den ene starter du som en ung spiller, der skal kæmpe sig op og måske blive verdens bedste.

Du kan styre enten hele holdet eller nøjes med kun at styre dig selv på banen. Det sidste giver et helt andet spil end det almindelige og det er mere underholdende end jeg lige troede ved første øjekast. Her giver det også et meget anderledes spil alt efter om du spiller forsvar, midtbane eller angriber. Du kan endda også være målmand og det er præcis ligeså utaknemmeligt som i det virkelige liv. For at blive bedre er er forskellige øvelser, man skal lave og det er gode øvelser, der hjælper dig godt ind i spillet. Som sagt har jeg ikke spillet denne her serie i 12 år, så måske er det en af grundene til det virkede sjovt. Hvis du har spillet de tidligere versioner, så er det nok lidt noget andet.

Ens medspillere er jeg meget imponerede over. De vælger oftest de rigtige løsninger og præcis som i det virkelige liv, så er det ikke altid, de tænker helt som du gør, ligesom i øvrigt den aflevering man så for sit indre ikke helt bliver til den, man havde forventet.

Den anden karrieremulighed er The Journey med en gut, der hedder Alex Hunter. Her sker der forskellige ting for den unge fodboldspiller og det påvirker så hans karriere. Jeg nåede ikke inden deadline at spille den del af spillet, men det er da helt sikkert noget, der skal prøves.

VM i Rusland

Grunden til jeg ikke nåede The Journey var, fordi EA frigav en VM pakke, som medfølger spillet ganske gratis. Det er ikke fordi, der er det helt store i pakken. De 32 lande er placeret i de rigtige puljer og styrkeforholdene mellem landene er også ganske fornuftige og det er så det.

FIFA 2018 er altså et ret så genialt spil på sin vis. Grafik og lyd er fremragende, gameplayet er rigtig godt, selvom det er altså meget svært at holde styr på 10 knapper på controlleren. 2-knapsystemet er omvendt for simpelt og ganske enkelt ikke lavet ordentligt. Ligeledes er det naturligvis et problem at man ikke kan fortælle Fifa18, hvilken controller man har, sådan at numrene matcher med de instruktioner man får på skærmen. Som det er nu så får jeg besked på at trykke knap 2, men det skal jeg så oversætte til knap 4 og 1 er 2 osv. Det kan absolut være frustrerende, når tempoet er intens.

Og du skal lave en aflevering med et tryk knap 2, der er 4 hos mig, tryk derefter hurtigt knap 4 (der nu er knap 2, fordi du er i angreb og herefter hurtigt tre gange på knap 8 og så lige knap 5 for at beskytte bolden – vi mangler bare du skal holde vejret og nynne nationalmelodien. Det er svært og jeg behersker slet ikke systemet efter 10-12 timers spil. Så kan man spille med to knap-systemet, hvor man kan trille bolden rundt og skyde og det er så det. Og det er bare heller ikke nok.

Mit sammenligningsgrundlag er Fifa 2006 og spil som Sensible Soccer, Kick Off serien og en lang række C64 fodboldspil. Nogle af dem vil jeg kigge på her over de kommende uger, mens der er VM.

Naturligvis er grafikken bedre. Naturligvis er lyden bedre. Ja hele atmosfæren er bedre, men det er jo som forventet. Nej det, der for alvor er værd at bemærke i forhold til fodboldspil for 5-10-20 år siden, er hvilken fodboldforståelse spillerne har. De bevæger sig rigtigt, løber i de rigtige huller, de løber uden bold og de har i det hele taget en ide om, hvad spillet går ud på, så du er ikke den eneste intelligente på banen. Det gør, at man virkelig føler at det er værd at bruge tid på Fifa 2018.

Men styringen er svær og man skal være forberedt på at lægge mange timers arbejde, før man er bare nogenlunde dygtig til det. Det er sikkert ikke noget, som den erfarne spiller af serien tænker over, men for os, der  er nye, så er det faktisk ret voldsomt, så måske er Fifa18 ikke for alle.

 

Remove the row

Column: 1

Fifa 2018

Windows PC/64 bit system.
Set til 149-249 kr.

Fordele og ulemper:

+ Meget flot oplevelse
+ 5 sværhedsgrader
+ Mange forskellige spil i spillet

– Der kræves en stærk computer for at være med.
– Særdeles svært at mestre
– Onlinedelen er “betal for at vinde”-koncept.

Column: 2

Fifa rummer rigtig mange gode elementer. Grafik og lyd er topklasse, spillets AI er fremragende, der er forskellige spil i spillet, men det er også et spil, der er særdeles svært at mestre, når man skal holde styr på 10 knapper i kampens hede. Fifa 2018 er derfor ikke for alle, det vil kræve tid, tålmodighed og ikke mindst træning før man bliver rigtig god til det. Det gør det ikke nemmere, at man ikke kan definere hvordan knapperne er på ens controller, så de matcher med computerassistentenshjælp. Så det er mere held end forstand om man har den rigtige controller.

 

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.