Amiga, der forsvandt – Del 2:2

Spread the love

Amiga1200
A1200 var langt fra så god som man burde forvente efter næsten 6 års udvikling. Amiga 1200 blev lanceret uden harddisk og uden skærm. Så det brugeren oplevede var typisk en flimrende utydelig skærm (ofte det gamle kasserede tv) og lange loadingtider. Amigas diskettedrev var fortsat 880Kb, altså det halve af PC’s. Og det begyndte at være svært at finde de disketter i butikkerne. Brugerne var nødt til at købe PC disketter og så sætte tape over hullet, sådan at de blev kompatible med Amiga. Meget kan man sige om den løsning, men det fortalte jo brugeren hver eneste gang: “min computer er forældet”.

Amiga1200s grafik var fuldt ud på højde med andre spillemaskiner. Måske var det bare ikke den rigtige taktik at reducerer en Amiga1200 til en spillemaskine med lidt ekstra…

A1200 kom med den nye KickStart 3.0 og Work Bench 3.0. Den var bygget til harddisk og man kunne da også købe en 2.5” harddisk til den. Den skulle sættes inden i maskinen, der havde en modificeret IDE kaldet E-IDE. Derudover var 2,5” harddiske ca. dobbelt så dyre som en 3,5” harddisk. Så alle de billige løsninger var udelukket. 

Standard opløsningen var 640×480, men mange spilproducenter valgte 320×200, fordi man så havde 16,8 millioner farver til rådighed og så fyldte spillet mindre. A1200 havde nemlig kun 2Mb ram, hvilket de fleste kritikere mente var for lidt og endelig virkede intet gammelt hardware med systemet, så alt skulle købes fra nyt også det ekstra diskettedrev. Ren grafisk svarede AGA nogenlunde til PC’s VGA. 

Processoren var 68020 på 14Mhz og selvom den var bedre end tidligere, så ændrede det ikke på at A1200’s CPU var knap ti år gammel. Til Amiga 1200 fordel var at den var 32 bit i forhold til tidligere modellers 16-bit. Amiga 1200 var imponerende i forhold til tidligere Amigamodeller. Set i forhold til prisen og tilsvarende PC modeller var den da også godkendt, men ikke meget mere end det. Det er aldrig helt godt, når man skal bruge sætningen “i forhold til”. 

Den solgte alt i alt ganske godt hen over 1993 – når den da kunne købes. Commodore var nemlig så presset økonomisk at de kun kunne fremstille et kvantum computere, vente på det kvantum blev solgt og så bestille en ny sending fra fjernøsten, der havde 7 ugers leveringstid. 

Da Doom spillene kom, kom Amiga1200’s ti år gamle CPU til kort og Commodore udsendte aldrig en ny maskine med en stærkere CPU, selvom teknologien var der.

Hvor god var Amiga egentlig?
Det er helt klart et godt spørgsmål, for hvilken PC skal man egentlig sammenligne med? En PC til private var typisk en 386SX model med Windows3.11 eller DOS. Alle Pc’erne havde harddisk og skærm. Prisen lå derfor på et sted mellem 16.000 og 25.000 alt afhængig af mærket og kvalitet. Der var også en 386DX og senere i 1992/93 kom 486 modellerne ud til de brede masser, da priserne faldt. Hvis man skal sammenligne Amiga 1200 med dem, må man derfor have i tankerne at A1200 kostede ca. 5000 kroner (uden skærm ). Man får hvad man betaler for, og med A1200 fik var en rigtig god maskine til prisen, specielt hvis man allerede havde en monitor (den kunne man ikke tage med over til en PC). 

Umuligt at udvide?!
Hvis man skal sammenligne dem rent teknisk, må man som minimum kræve, at der var en harddisk og en skærm med ens A1200. De fleste ville nok også smide ekstra ram og et acceleratorkort i, dermed ville den samlede pris ligge på ca. 12-14.000 kroner, altså fortsat billigere end de fleste Pc’er, for før vi kan sammenligne dem, må vi udstyre en PC med både lydkort og VGA grafikkort. 

MEN!

Hvis man var en helt almindelig bruger, hvem skulle så installere dens harddisk, lydkort, grafikkort osv? Hvis man var PC bruger, så gik man til det lokale EDB værksted, det tog omkring en dag eller et par timer og kostede lidt. Hvis man havde Amiga, så skulle man være heldig for at finde et Commodore værksted og hvis man fandt det, så kostede det en mindre formue og lang ventetid. Det var altså ikke “naturligt” at vælge en Amiga, man skulle aktivt gøre noget for det. Commodore insisterede lige til det sidste på, at kun autoriserede værksteder måtte rode med Amiga, så reelt var de fleste Amigabrugere overladt til sig selv eller venner og bekendte. 

Derfor forsvandt Amiga
Sandheden er nok den, at langt de fleste brugere købte en maskine og brugte den, som den var, indtil man man købte en ny. Da Amiga oftest i praksis primært arbejdede med disketter og ganske tit et tv, så opdagede mange ikke, hvor god den egentlig var. Det man så, var et flimrede billede, en langsom maskine pga. disketterne. Derfor endte den med at blive distanceret af samme grund alt for tidligt. 

På en PC var det ikke unormalt at skulle installere 4-5 disketter (der kunne rumme dobbelt så meget som Amigas) på harddisken. Amiga versionerne var oftest skåret ned til et par disketter eller fem, der så skulle skiftes imellem med lange loadingtider til følge. Oplevelsen blev altså at Amiga var langsommere end den egentlig behøvede være. 

Hvis man havde harddisk, acceleratorkort, ram og monitor, så var der næppe tvivl om at Amiga 1200 fortsat i 1992-94 var bedre end de fleste Pc’er. Men det havde de absolut færreste, derfor stoppede de fleste softwarefirmaer med at lave de store spil. Det blev naturligvis kun forstærket af at Commodore gik konkurs. For forbrugeren var det klart nok sådan at uden de store spil, så gik de derhen, hvor de var. 

Med Windows95 kom der nu et system, der gjorde mange af de ting som Amiga kunne, endda på dansk, og dermed steg antallet af PC brugere eksplosivt.  

Escoms Amiga Magic genudgav blot en forældet maksine fra 1992, denne gang med delvis inkompatiblet diskettedrev, svagere strømforsyning og til 20% højere pris. Escom gik fallit et år efter.

Da Escom så i 1996 genudgav Amiga1200, så var det altså en god maskine anno 1992, der blev genudgivet, uden nogen form for opgradering. Brugerne reagerede som man kunne forvente. Den almindelig bruger så den ikke som et alternativ til Windows 95 maskinerne. 

For mig personligt, så havde jeg min Commodore 64 frem til omkring 1990-91 og brugte faktisk ikke ret meget computer de næste 3-4 år, hvor jeg var i militæret og var udsendt som FN soldat. Først i 1994 eller ’95 fik jeg Amiga og i 1996 en Amiga1200. Vi skal helt frem til 1998, før jeg fik min første PC, det var en Pentium200. Venner og bekendte spillede naturligvis også en stor rolle. Jeg købte en C64, fordi jeg kunne bytte spil med vennerne. Da jeg købte en Amiga var det et naturligt skridt fordi jeg intet anede om de andre mærker og det var jo en Commodore. Dem, der havde en PC brugte den til tekstbehandling og den slags. Men efterhånden ændrede det sig og da jeg i 1997-98 så 3D spil som Quake 2 og uden udsigt til der kom en Amiga model, der kunne den slags, så skiftede også jeg. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.