Star Wars: The Rise of Skywalker er udkommet til hjemmebio, så lad os kigge på det. Hvilken film er bedst i serien?
Nummer 10: Star Wars: Episode II – Attack of the Clones (2002)
Det var nemt. Handlingen kan i bedste fald kaldes rodet og kærligheden mellem Anakin og Padme er helt uden gnist og kemi. Faktisk virker Anakins romantiske tiltag mest af påtrængende og stalkeragtigt. De romantiske scener fungerer på ingen måde. Gladiatorscenen er nok det bedste i filmen, men mest af alt virker filmen som en lang række uafhængige scener, der er klisteret sammen.
Nummer 9: Star Wars: Episode I – The Phantom Menace (1999)
Jar Jar Binks’ blev meget udskældt sammen med den unge Anakins skuespilspræstation, men faktisk bed jeg slet ikke mærke i at Jar Jar Bink skulle være så træls. Jeg fandt det langt mere forstyrrende, at man konstant kunne se at det var filmet med blue-screen, hvor det ikke virkede til personerne var tilstede. Krigen på Nabu virker ligegyldig, og de lange politiske debatter er dræbende med deres “tell, dont show”. Heldigvis er både sværdkampen mellem Darth Maul og Jedierne fortsat fremragende og racerløbet er også fedt, for der fungerer blue-screen faktisk. Og ja, Anakin er fejlcastet.
Nummer 8: Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005)
Næppe overraskende ligger den her som tredjesidst. Anakin myrder børnene, klonerne angriber Jedierne og så er der kampen på lavaplanten. Men alt imellem det er tæt på håbløst. Åbningsscenen er flot, men ringe brug af blue-screen gør at man aldrig føler, der er noget på spil. Lad os da slet ikke nævne den komiske sidste scene, der er decideret latterlig.
Nummer 7: Solo: A Star Wars Story (2018)
Den er bestemt ikke dårlig, men den er helt ligegyldig. Den unge Solo gør det fint nok, men historien er forudsigelig og de forskellige plottwist kan man gennemskue på lang afstand. Men det er superflotte effekter og jeg vil faktisk tro den havde virket bedre, hvis man bare havde kaldt det en Star Wars historie uden putte de kendte karakterer ind som unge. Det gode ved Star Wars er dog at udover de tre første, så er alle fimene gode, det er udelukkende spørgsmålet om de er fremragende og i hvilken grad.
Nummer 6: Star Wars: The Last Jedi (2017)
Der er meget der virker for denne her, effekterne er forrygende, men hold da op, hvor er der også dumheder undervejs. Det gode er de forskellige plottwists, som man ikke lige ser på alt for lang afstand, den røde sandplanat er skøn og kampen mellem Den Første Orden er også helt i orden, selvom han milevidt er en Darth Vader. Gensynet med Skywalker fungerer fint og det er tilpas underspillet, da Chebacca kommer til at spise en af indbyggerne på hans ø. Da Carrie Fisher pludselig døde under optagelserne virkede det som perfekt timing, at der netop var en scene, hvor hun ryger ud af en airlock. Men det havde været for nemt. Åbenbart kan jedier flyve i rummet. Komplet idiotisk, specielt fordi man så var nødt til at lave hendes sidste scener med CGI og det bliver altså lidt creppy.
Nummer 5: Star Wars: The Force Awakens (2015)
Det var en mærkelig oplevelse. Unge seere var begejstret og vil måske endda placerer den som en af de allerbedste, men os andre, sad lidt for mange gange og tænkte: “det har vi da set før”. Filmen føles ofte som en genindspilning af de tre første film i sagaen (altså dem fra 1977-83). Når det er sagt, så er den ret god. Rey er ganske fremragende, Han Solo og Chewbacca er gode også, men deres fjender. Ja, de er altså ikke voldsomt spændende. Og at Death Star nu er blevet en planet, ja det har vi jo set før, det nye er at klonerne igen er blevet til soldater, der fortsat ikke kan ramme, hvis det er betydningsfulde karakterer.
Nummer 4: Rogue One: A Star Wars Story (2016)
Sikkert ikke det mest logiske valg, men jeg synes den rammer den stemning, der var i de tre første film. Den er spændende selvom vi endda kender slutningen og ærgre os over at karaktererne helt sikkert dør til slut, da filmen jo sker før de første film. Den handler om hvordan rebellerne fik tegningerne over The Death Star. Droiden K-2SO er fremragende, det samme er vores naziskurk og lad nu være med at tænke over om man ikke bare kunne have sendt tegningerne med R2-D2 i første omgang. Og nåja, Darth Vader er endda også med. Det trækker lidt ned at nogle af skuespillerne skulle vækkes fra de døde med uheldig CGI. Kunne man ikke have haft en anden kaptajn på skibet end lige præcis ham fra A New Hope?
Nummer 3: Star Wars: Episode IV – A New Hope (1977)
I 1977 var Star Wars banebrydende og alle ville forsøge at kopiere den. Plottet er det simple, en prinsesse i nød som skal reddes af en prins. Han Solo er den kække helt, der dog flere gange selv skal reddes. Naturligvis er et af de mange højdepunkter starten på filmen med jagten på rebellerne. Og ja, Han Solo skød først for sådan er han. I dag virker den måske en smule langsom, men kun en smule.
Nummer 2: Star Wars: Episode VI – Return of the Jedi (1983)
De første tre havde I nok gættet, det var nok mere rækkefølgen. Der synes at være ret stor enighed om at film tre, altså den med ewokerne er den dårligste af de gode, men personligt var jeg som barn vild med dem og dem er på mange måder den mest underholdende af de tre selvom historien er lidt simplere. Og jeg er altså glade for de små gutter. Men øh… spiser de ikke Stormtroppers til slut i filmen? Jabba The Hutt scenen er god hvor Han Solo skal reddes og selv her mange år efter synes jeg fortsat det er tæt på den bedste. Men selvfølgelig ikke den bedste for det er jo…
Nummer 1: Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980)
Sneplanten, walkerne, personerne virker naturlige og effekterne er fremragende. Historien hænger sammen og at Han Solo fryses ned tilslut kommer ud af det blå (og så måtte vi ellers vente tre år på fortsættelsen). Kemi mellem vores hovedpersoner er først og fremmest det meget bedre end i etteren og det virker til de reagerer “rigtigt”.
Og hvad så med Star Wars: The Rise of Skywalker (2019)
Ja, den glæder jeg mig godt nok til at se.