Aniara (2018) – svensk sci-fi

Spread the love

Puha, det er godt nok svensk det her. Det starter egentlig meget lovende, et rumskib letter fra Jorden og medbringende flere tusinde mennesker, der skal til Mars. Der sker et uheld og de kommer ud af kurs og driver nu ud i intetheden. 

At rejse i årevis i verdensrummet er sikkert kedeligt og den stemning fanger Aniara særdeles godt. Sjældent har så kort en film føles så lang.

Hvis man forstiller sig den glimrende Avenue 5 serie fra HBO og så derefter fjerner enhver spændende, dramatik, løsningsforsøg og tilføjer depression. Så har du Aniara, der er en blanding af Lars Von Trier’s underlige manuskripter og Bergman socialrealisme i rummet. Det er røvhamrende kedeligt. 

Nydelig CGI og faktisk virker det – lidt skræmmende – som om man faktisk virkelig har gjort sig umage. Jeg fandt den ekstrem kedelig. 

 

SPOILER

SPOILER

Well, nu kunne man måske tro, der ville ske noget spændende, fx at de prøvede at fikse problemet. Men det er forbløffende realistisk det her. Man laver en udregning og konstatere at man skal bruge en planets tyndekraft til at komme hjem og det vil iøvrigt tage et par år eller mere og så er det ellers bare at vente. Det gør vi så… 

Der er lidt gruppeknald, kærlighed, skænderi, skolegang, mismod og tiden snegler sig afsted uden det ser ud til de kommer hjemad. 

Så kommer de til det sted, hvor de kan forsøge redningen og ja, det fejler. Nå, jamen så: Gruppeknalderi, kærlighed, skænderi, skolegang, mismod og tiden snegler sig afsted for publikum, der forlængst har opgivet. 

5 millioner år senere dukker skibet op og går i omløb om den næste planet. The end. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.