SimCity 3000 – PC – 1999

I SimCity er der hverken krig, vold, blod eller nogen form for fjender, du skal bare bygge din by og sørge for alle er glade.

Til forskel fra de to første spil, Sim City og Sim City 2000, kan man nu vælge mellem tre forskellige niveauer af, hvor tæt bebygget et område må blive. Det gør at byen ser meget mere naturlig ud. Du skal ligesom tidligere også sørge for at alle indbyggerne får både strøm og vand. Den proces er lettet noget i SC3000. I stedet for at du skal sørge for at hvert eneste lille kvarter får strøm, skal du nu sørge for at der er strøm til det første kvarter, så forbindes resten af dine kvarterer, hvis de ikke ligger mere end tre felter væk fra et kvarter, der har strøm.

Det er også blevet lettere at lede vand ud til dine indbyggere. Nu skal man nemlig bare sørge for, at der ligger en vandledning indenfor syv felter af dine indbyggere.

Som noget nyt skal du også sørge for at komme af med indbyggernes skrald, i starten er der kun mulighed for en losseplads, men enere får du forbrændingsanstalter og mere avancerede former for affaldshåndteringsformer.

Endnu en god fornyelse er, at du kan handle strøm, vand og affald med dine naboer, så hvis du ikke har strøm nok og du har forbundet din by til én af dine naboer med højspændingsledninger tilbyder de dig, at du kan købe strøm af dem og du kan også sælge til dem og dermed få dit budget til at løbe rundt.

   

Alle “pop-up aviserne” fra SimCity 2000 er nu afløst af en lille “news-ticker” i bunden af skærmen hvor nyhederne kommer rullende, hvis du ser noget vigtigt trykker du på overskriften og så ryger du lige til problemet, eller hvad det nu er.

Skal man kritisere Maxis, så er det, at man stadigvæk ikke har lavet en “renovér-” eller “forny-” knap på dine bygninger.

At et kraftværk kun kan holde i fx 88 år, er naturligt nok, men at man skal rive hele kraftværket ned, så dine indbyggere er uden strøm i flere dage før man får bygget et nyt er jo helt tosset. Men gameplayet er forbedret markant og det kan ikke overskygges af lidt mindre fejl og mangler.

Grafikken er rigtigt flot. I stedet for sorte klatter, er det nu rent faktisk biler af forskellige typer og mærker, der kører rundt på dine veje. Der er mange flere bygninger, og man kan rent faktisk se på et område hvor høje grundpriserne er. Der er gamle, små og udslidte huse i de fattige kvarterer nær industriområdet, mens der er grønne områder med store og fashionable villaer i de rigere områder. Du kan også zoome helt ned i gadeplan og se dine fodgængere.

Byen ser simpelthen både realistisk og livlig ud og alt i alt er det et meget underholdende spil.

Du kan købe det hos GOG: https://www.gog.com

Kan du lide artiklen?

2 tanker om “SimCity 3000 – PC – 1999”

    1. Jeg har fået nyt arbejde og det har været hårdt at sætte sig ind i med mange undervisningslektioner om efteråret (og færre om foråret). Det var jeg ikke helt forberedt på. Planen er fortsat at der skal komme nyt hver uge i det nye år. Det må jeg så se hvordan det går 🙂 Glædelig jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.