Gran Turismo handler om at køre hurtigt, meget hurtigt, optjene credits nok til at købe biler, tune dem og så køre lidt hurtigere.
Mange biler, for mange?
1200 biler er mange og måske også for mange til det reelt giver mening. Der er alt lige fra GT-racerbiler, superbiler, firhjulstrækkere, gokarts eller øko gabere, så alle burde kunne finde deres ynglingsbil. Man kan man tune hver og en af dem, det kræver dog at man ved en del mere om motorer end de fleste gør hvis man vil optimere dem 100%. Menusystemet er på det punkt ikke altid lige godt til at være behjælpelig. Det samme er tilfældet når man som ukyndig skal vælge en ny bil, der er masser af bilmærker, men hvor kommer bilerne fra og opfylder det det krav jeg har i tankerne? Det kan til tider være en tyk jungle at finde rundt i.
Masser af baner
71 baner på 33 lokaliteter er mange og det giver i den grad mening. Banerne er bl.a. Brands Hatch, Silverstone, Fuji Speedway, Suzuka, Nürburgring, rallybaner og meget vellignende bybaner. Alt det tekniske er ganske fremragende. Banerne er realistiske, motorlyden er fantastisk, og grafikken er forrygende og ja det er PlayStation 3, men mange har vist lidt glemt hvor fantastisk grafik, den kunne lave. Grafikken er naturligvis opgraderet siden GT5, men egentlig ikke så meget som man nok kunne forvente og musikken er mere afdæmpet og mere ligegyldig. Det er absolut et skridt ned af bakke på den konto.
Hjælpefunktionerne
Man kan vælge, hvor meget hjælp man vil have. Skal der være hjælp til styring, så ens bil ikke så nemt skrider ud, eller skal der være en kørelinje osv. Nogle vil sikkert kalde det snyd, men for mig at se handler det om at have det sjovt, og hvis man føler, det er sjovt på den ene måde frem for den anden, så fred være med det. Det er dog problematisk, at de funktioner er skruet helt op fra fødslen, uden at man bliver gjort opmærksom på det. Nogle spillere vil måske slet ikke opdage, at man kører med støttehjul, og at der derfor ikke er den store forskel mellem grus, asfalt osv. Den store forbedring i fysikken, som GT6 praler med, er der altså en vis risiko for, at den almindelige spiller slet ikke opdager.
Licenser fra helvede
Ideen er ret simpel. Du skal arbejde dig igennem nogle ligaer, når du har nok stjerner. Får du lov til at gå videre til næste liga efter at have taget licensen. Licensdelen er ærlig talt ikke særligt sjovt. I begynderrækken er det fint nok at lære spillet at kende, men når man ligeledes skal gøre det for at bevæge sig mellem topligaerne, så virker det fjollet, specielt fordi man lige har vundet et 5-løbs kvalifikationsløb, og at man derefter skal bevise, at man kan køre slalom. Kunne man ikke køre slalom eller tage et sving, havde man ikke klaret sig til det punkt i spillet.
Det er derudover også ganske mærkværdigt valg at man lige præcis ved licenser skal starte stående, som man jo ikke har erfaring med, når man skal sikre sig sin licens. Et sidste mærkeværdigt valg er at gøre een bane og kun een nærmest umulig at gennemføre, nemlig Super license 5, hvor man skal køre med en kørlig Bugatti, har man opdateret sin fil, så er tiden skåret ned 2:20 fremfor den oprindelige 2:25, hvilket vil gøre spillet direkte uspilleligt.
De små ting, der irriterer
Men jo mere man spiller GT6 eller GT5, eller GT7 for den sags skyld, jo mere begynder man at lægge mærke til spillets manglende udvikling. Den rullende start er virkelig irriterende, fordi du altid starter som en af de sidste. Det betyder altså, at det bliver katten efter musen i stedet for et rigtigt racerløb. Du skal altså hente måske en halv banelængde på den forreste. Var nogle løb med rullende start og andre med stående, så havde det været nemmere at acceptere. Men specielt i de helt lige løb og når det bliver sværere, føles det vildt urimeligt, at man hver gang starter med et markant handicap. Jeg tror også sejren ville mere føles som en sejr, hvis man havde ligget og sloges om sejren med en mere jævnbyrdig konkurrent gennem 5 omgange, fremfor de sidste 200 meter. Man kunne også have 16-20 faste modstandere så man følte de var lidt mere ægte, lige nu eksisterer de ikke rigtig.
Uhyggelig svag AI
Det næste, man begynder at lægge mærke til, er hvor svag den kunstige intelligens egentlig er. Konkurrenterne kører fastlagte ruter, og det gør overhalingerne ret nemme, men gør også, at de hamrer ind i dig, hvis du bryder deres rute. Bevares, spillet er fra 2013, men den form for intelligens var allerede forældet dengang, og den form for intelligens er faktisk ikke noget, man forventer i et dyrt, markedsførende spil.
Simulation, mjah
I moderne spil forventer man også, at ens bil får skrammer, buler og den slags, men end ikke en 300 km/t kollision giver så meget som en skramme.
Man belønnes næsten for at bruge de andre biler til opbremsning ved at støde ind i dem end det modsatte, hvilket overhovedet ikke hænger sammen med målet om realisme og simulation. Det var faktisk først på det tidspunkt, jeg opdagede, at jeg brugte støttehjul, og det var fordi, jeg undrede mig over netop den detalje. Det var altså efter 4-5 timers spil. Skulle jeg foreslå en ændring, ville det være, at man automatisk fjernede alle støttefunktioner efter oprykning fra laveste liga, så kunne man aktivt selv slå det til igen, hvis man ville, men giv os dog en chance for at opdage, at det kan ændres eller i det hele taget at de er der.
Underholdende, men…
Jeg har spillet omkring 9 timer, når dette skrives og jeg begynder virkelig at bemærke spillets mangler. Jeg mangler en ordentlig liga, og en funktion som “gå til næste race” frem for en lang besværlig menu gennemgang. Den skal man endda flere gange igennem helt unødvendigt, når man ikke nemt og bekvemt bare skifter bilen rundt. Man skal skifte bil og derefter tilmelde sig et race. Man kunne vel godt ankomme til Ford-løbet i en Mazda, som man så bytter rundt inden start.
Konklusionen
Kort sagt, så kommer GT 6 ikke i mål. Det er ganske glimrende, og man er godt underholdt, men man bliver på intet tidspunkt blæst væk, som man blev i de første spil i serien. Serien står simpelthen i stampe, og der skal nytænkning til, for lige nu sælger man mere på navnet end på oprigtig kvalitet. Jeg har ikke bedømt online delen, da serverne mig bekendt ikke længere er åbne.
Personligt hælder jeg nok til at GT 6 blev det sidste for mig. Pylyphony skal fjerne licenser, at bilerne kan gå i stykker og ligeså vigtigt at man dropper den rullende start i de senere løb, hvor man kan være 18-20 sekunder bagefter inden første sving. Det er simpelthen ikke sjovt.
Grand Turismo 6 findes udelukkende til PlayStation 3 og udkom i 2013. Det ligger typisk på 50-100 kr.