Heretic II – krævende Amiga rod

Man tager et succesrigt Activision spil fra 1998 og laver en Amiga port og vupti så har man en Amiga titel. Problemet er kun det, at afviklingen kommer til at kræve uhyrlige systemkrav. 

Året er 2000 og en forholdsvis beskeden PC kan afvikle Heretic II uden de store problemer, mens der kræves en toptunet Amigamodel med det nyeste af det nyeste isenkram før spillet overhovedet kan spilles.

Når man laver en konvertering af et af spil, så skriver man store dele af spillet om, man genbruger måske spillets grafik, men omskriver animationer, styring osv. Når man laver en port, så bruger man det oprindelige spils kode, som så bliver oversat løbende. Som du kan regne ud, så kræver det førstnævnte en masse arbejde, mens en port kræver meget mindre af programmørerne, til gengæld kræver det en stærkere computer end det havde behøvet.

Da man lavede Sams Journey til PC, så var det netop en port fra Commodore 64 til PC. Det gav ingen problemer, fordi C64’eren er så meget svagere end den gængse PC, men det var bestemt ikke tilfældet med Heretic II, der udkom til PC i 1998 og krævede minimum Pentium90 og 16Mb ram. Lad os gå tilbage til 2000, hvor jeg købte spillet. 

Systemkrav
Heretic kræver AmigaOS3.5, PPC160Mhz, 030, 64Mb ram og WarpOS/3D som minimum og helst både grafikkort og PPC604e og 196Mb ram. 

Altså kræver Heretic II noget når den ultimative Amiga for at køre rigtig godt. Det havde jeg ikke, men min maskine lå dog et stykke over minimumskravene. Desværre udviklede det sig til et mindre mareridt, bare installation krævede en mindre doktorgrad i Amiga. Det burde man ikke forvente efter at have lagt 599,- kr. på bordet for spillet, hvilket er 500 kr. mere end for PC udgaven.   

Rod
Det lykkes ikke for mig at få det til at virke fra Workbench, og det er noget rod. Man kan så vælge en ”boot fra rad option”, men den option virker først, når man har omskrevet CLI filen. 

CD lyden tog det en halv evighed at få til at virke.

Spillet crasher med jævne mellemrum og når man henter/gemmer kommer man i tvivl om det virkelig skal tage lang tid eller om det er crashet (igen). Men den er god nok, det tager bare ufattelig lang tid, så gå roligt ud at sætte kaffen over eller byg en carport imens…

Hyperion
Hyperion har stået for at porte spillet, der starter, hvor etteren sluttede. Vores helt Corvus har besejret D’Sparil og er på vej hjem. Men da han kommer hjem er alting ikke som det burde være. Alle er blevet syge af en virus, der får dem til at gå amok og angribe alt og alle. Enhver normal alf med 10% hjerne ville skynde sig væk og ringe til alfemilitæret, men ikke Corvus, for han er ikke normal, han er en helt – og nåja, så bliver han selv inficeret, hvilket jo nok gjorde valget lidt nemmere.

Heretic II er baseret på Quake 2 motoren, hvilket i dag er en forældet motor, men den kan fortsat fremvise glimrende grafik.

Tredje person
Du ser Corvus bagfra. Han kan svømme, dykke, løbe, kravle, endda stangspringe og meget mere. Vinklen giver én et godt overblik, men det gør også sigtning mere svært end godt er. Som ethvert spil i denne Tomb Raider stil skal man løse diverse gåder og dræbe endnu flere monstre. Til dette formål har du almindelig våben, mens dine skydevåben er udskiftet med magiske spells.

Multiplayer
Det er muligt for 32 spillere at spille imod hinanden, men når man først udgiver Amigaversion 2 år efter pc versionen, så var spillets servere meget tomme, og Hyperion har ikke selv oprettet nogle.  

Flot
Heretic er flot, nok et af de flotteste Amigaspil jeg har set. Corvus bevæger sig igennem sumpe, landsbyer, templer og meget mere. Alt sammen er yderst detaljeret og har masser af texture, og mange flotte effekter.

Til trods for at systemkravene er høje, så kører Heretic II  håbløst langsomt, selvom jeg sad med et system, der lå pænt over minimumskravene. 640×480 kørte på sølle 9 fps og først når man sætter det ned i 320×200 kommer ens framerate op på de magiske 14-15 stykker, som gør det fornuftigt, men man burde bare kunne forvente frames på mindst 25-30 i dag, specielt i så lav en opløsning.

Konklusion
Det største problem er, at det er for langsomt, og så burde have været tjekket 3-4 gange mere end det blev frigivet. Installationen tager både energi og glæde væk fra spillet og det er frustrerende at skulle bruge mere end 3 timer på at få installeret sit helt urimeligt dyre spil. 

Det er et utrolig flot spil, men, men generelt går det hele for langsomt, quicksave tager over 4 minutter at klare, det har bugs og crasher til tider. 

Udstillede Amigas problem
Og så tilbage til nutiden. Heretic II blev dengang rost til skyerne i de fleste magasiner, det var ufortjent efter min mening. Det var et nydeligt 3D spil, men var det egentlig så godt? Et middelmådigt PC spil, der kom 2 år efter og kunne kun lige akkurat afvikles på en monster Amiga, der skulle hjemmebygges til mindst 30.000 kroner. Et spil, der kunne afvikles bedre på en Pentium 130/32 Mb, som ville koste under en fjerdedel af Amigas.

Min konklusion var derfor at spil ikke kunne blive meget mere avanceret end dette. Og vi skal huske på at PC’en var rykket videre med fx Unreal året før. 

Endnu værre var at jeg skulle bruge 3 timer og lege tekniker for at få det til at virke. Ideen med at have Amiga var netop at kunne lave sjov og ikke bruge energien på teknikken bag. En uges tid efter dette spil satte jeg derfor Amiga til salg og fik helt sikkert alt for lidt for den. 

I dag er det selvfølgelig en anden sag. På X1000 eller Warp virker det formentlig fortrintligt, hvis man kan installere det (hvilket jeg ikke har prøvet), men i år 2000. Nej, det var helt håbløst. Hvorvidt Heretic II virker med den nye Amiga Mini skal være usagt. 

Heretic II kan købes hos Hyperion og det er fortsat 500 kr. Det sætter det prismæssigt i samme genre som Doom Eternal, det er det ikke. PC versionen ligger på Steam til $5. 

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.