Druuna: Morbus Gravis PC-spil fra 2001

Morbus Gravis er titlen på Paolo  Serpieri’s fremragende voksentegneserie, der har gået sin sejrsgang over det meste af verden siden den startede i 1985.

Artematica brugte tre år på udviklingen af spillet og det ses på den fremragende lyd og grafik. Grafisk er vi oppe i den bedste ende af skalaen anno 2001. Paolo Serpieri fulgte personligt spillets udvikling. Men han har vist ikke haft den helt store indflydelse på andet end grafikken og lyd. Hvilket desværre også er det eneste, der dels rammer tegneseriestilen og dels virker rigtig godt gennemført. 

Plot
Druuna lever i en rumby af en slags, der er blevet glemt af alt og alle. Byen er plaget af sorten, som er en pest, der er i gang med at overtage hele byen. Den forvandler borgerne til skrækkelige slimet monstre med en uhyggelig sextrang. Det er der blevet en lang række bind ud af med sindssyge flotte tegninger – og sex. Masser af sex. Ja. ekstrem meget sex.  Derfor virker det som et både mærkeligt og forkert valg, at man ikke har hverken det, nøgenhed eller bare erotik med i spillet. 

Historien tager udgangspunkt at Druuna’s hjerne er fanget i den onde computer, mens hendes krop er i kontrolrummet, som vist bliver afsløret i bind 5 eller 6. Din opgave er at trænge ind i hendes hjerne og befri hendes sjæl. Hvilket i praksis er at komme til ”de øvre levels og opdage sandheden” som det forklares i manualen.

Ifølge samme velskrevet manual er spillet et grafisk 2. generations adventure ulig noget vi nogensinde har set og flot er det i hvert fald. Manualen er der god tid til at læse, for det tager sin tid at lægge seks cd’er ind på harddisken, i alt 3,2 GB. Det er og var også dengang helt åndssvagt  med seks skiver fremfor en dvd.

 

Platformer?
Første del går ud på at finde noget serum til Schastar, der er syg af sorten, allerede her begynder man at få en mærkelig følelse af dette adventurespil.

Adventurespillet starter nemlig med noget, der mere minder om et platformsspil i 3D og styringen er forfærdelig. Du går med stort besvær ligeud, men når kameravinklen skifter betyder den samme knap, at du går baglæns. Tryk på hop tasten og hun bukker sig den ene gang, næste gang gør hun noget andet og med lidt held hopper hun også en gang imellem.

Det er nemt at forestille sig, hvad der sker når du bliver forfulgt af et væsen. Druuna kan (næsten) ikke kæmpe, så hendes forsvar er at løbe. Det kommer man til at dø mange gange af. Ikke af fjenderne, men fordi man kæmper med styringen.

Det bliver heller ikke bedre af at man ikke bare kan gemme, når man har lyst. Styringen bliver hurtig din værste modstander. Det bliver ualmindeligt frustrerende, når du skal bruge over en time og mere end tyve forsøg for at hoppe over et halv meters hul i en bro.

En anden ting der er værd at bemærke er at Druuna i tegneserien er dybt naiv og lidt af en gås. Hendes slogan kunne nemt være ”det ved jeg ikke”, så det gør det lidt morsomt at man har valgt et adventure med gåder til hende, men lad det nu ligge.

Gameplay
Din opgave er ret simpelt at finde fra a til b og endelig nå de øvre lag af byen. Det er nemmere sagt end gjort. Nogle døre kan kortsluttes, andre kan man ikke, men det er svært at finde ud af hvilke der kan åbnes og hvilke der ikke kan. Alt for tit sidder man fast ved en gåde som man end ikke er sikker på man skal løse.

Gåderne gives der ikke mange hints til og ens indre stemme er ofte ikke ens hjælper. Fx er der en indre stemme der siger ”her er vidst intet, jeg kan bruge” når du træder ind i et rum, man går derfor videre. Kun for at opdage at der i en skuffe ligger nogle papir, du skal bruge. Hvorfor laver spillet den slags fælder?

Druuna forsøger at være en mellemting mellem Myst-spillene og action. Det fejler i begge genre.

Stilbillerne er flotte. Det samme kan man sige om videosekvenserne, mens animationer og ansigtsudtryk i 2001 har været en nydelse. Soundtracket er fremragende og klart det bedste ved spillet.

Uspilleligt
Man sidder tilbage med en følelse af at spillet nærmest er uspilleligt i flere sekvenser og selv med løsningen i hånden, så er det helt urimeligt svært og man bliver straffet hårdt for ens fejl, der ikke føles som ens egen skyld, men pga. umulig styrings.

Heldigvis har DeeALup lavet en video på Youtube som en film ligesom du kan finde flere walk throughs ved at søge på navnet (ekstern link): https://youtu.be/khze3FRSRnk 

 

Hent det her (ekstern link): https://gamefabrique.com/games/druuna-morbus-gravis/

 

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.