Better Than Us – familiedrama i år 2029

I takt med, at Hollywood er druknet i politisk ævl og kævl i deres serier, har jeg vendt blikket mod andre steder. Spanien og Korea plejer at byde på interessante serier, men til min overraskelse er den russiske (ja, af alle steder) nok en af de mest ”normale” serier, der er lavet i lang tid. Med normal mener jeg, at det hele ikke virker politisk med dagsorden om miljø-, hudfarve eller kønsrolle forceret.

Familiedrama i 2029

Vi er en smule ude i fremtiden, hvor alle har robotter, der ligner mennesker og et firma planlægger at udskifte deres arbejdsstyrke med den nye kinesiske model, som de har stjålet en prototype af. Ja, faktisk er planen, at alle jobs i hele Rusland skal overtages af robotter, mens mennesker kan hygge sig. Hvad mennesker egentlig skal lave, ja, det ved jeg ikke endnu.
Det er en ny selvlærende AI, og den er skarp. Da en vagt ønsker at rage på den, gider den ikke finde sig i det og slår ham ihjel. Den gennemskuer, at det er noget skidt og stikker af.

Her møder robotten Arisa den 5-6-årige Sonya, der konstant stjæler skærmen. Hun er ved at blive taget med til Australien af sin mor, men hendes far modsætter sig det, og Sonya vil i øvrigt heller ikke væk fra sin far og farfar. Det er dejligt befriende, at hverken mor eller far fremstilles som udelukkende skurke eller helte, og at det er moderen, der forsøger at lægge planer mod faderen. Vi tvinges heller ikke ud i at skulle belemres med kønspolitiske dagsordner eller lignende, vi kan faktisk bare få historien i et meget realistisk miljø. 

Det kommer der en ualmindelig godt skrevet familiehistorie ud af, hvor også Likvidatorerne er indblandet. Det er en gruppe, der er imod robotterne.

Faktisk er Better Than Us dybest set et velskrevet familiedrama, der er flettet ind i en grådig virksomheds forsøg på at blive verdensførende inden for robotteknologi. I hvert fald baseret på de første 10 afsnit, jeg har set. Der er 16 afsnit på ca. en time hver. 

Paulina Andreeva (midt) og Kirill Käro (yderst til højre) spiller de alt overskyggende hovedroller.

Kan man mærke, at det er russisk?

Ikke rigtigt, man kan mærke, at det er europæisk, for eksempel ved at Sonya er alene hjemme i en time uden der sker noget dramatisk, mens Arisa henter mælk. Man kan mærke, at byerne er mere rolige, politistationerne er professionelle og at alle ikke løber rundt med skydevåben. Det er faktisk ganske befriende. Jeg tænker også, at skuespillerne må være nogle af de bedre i Rusland, for det hele er yderst troværdigt. Netflix’s synkronisering er som altid af høj kvalitet.

Sonya spiller af Vitaliya Kornienko (højre) får sig en reservemor i en verden hvor forældrene er fraværende. Hun stjæler hurtigt skærmen og det er svært ikke at holde af hende.

Sæson 3?

Den tåbelige krig har resulteret i, at sæson 3 er udskudt og dermed hænger den i limbo. Den er fortsat planlagt, men om den kommer, er nok tvivlsomt, og det er endnu mere tvivlsomt, om den kommer til Vesten lige med det samme. Alligevel er det bestemt en serie, der er værd at give en chance og tiden må vise om slutningen så bliver lidt brat eller ej. 

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.