Amiga-æraen sang på sidste vers i år 2000. Skiftende overtagelser havde drænet de fleste fans’ energi, det samme havde mærkværdige udmeldinger fra nye skiftende ejere og så det faktum, at Amiga havde en faktisk evne til at tiltrække idioter, lykkeriddere og konkursryttere. Amiga nåede fx kun lige akkurat at fortælle det stigende mistroiske Amiga-folk, at man ville lancere drivere til 3Dfx, man opdagede at det var de sidste krampetrækninger fra et dødende selskab.
Et par måneder efter gik 3Dfx konkurs, og det kom frem, at “den store aftale” egentlig bare var, at 3Dfx-drivere blev open-source. Amiga-brugere (og PC, Mac, Linux-bruger) kunne på frivillig basis skrive drivere til forældede grafikkort, der ikke ville blive produceret mere. Lyder det tiltrækkende? Måske lyder det ikke helt så galt i år 2024 som dengang, men i 2000 var Amiga ikke retro. Der var en idé om, at Amiga igen skulle bide skeer med de store. Amiga skulle ikke bare være en retrocomputer, men en moderne computer.
Det er ud fra den betragtning, at det ikke duede, at de fleste titler var “gode i betragtning af, at det er en Amiga” og ikke bare gode i sig selv.
“Tales From Heaven” kom først fra Alive og siden fra Epic Marketing og blev markedsført som en slags Mario64 til Amiga. Det krævede AGA/030 for at virke, og det var i sig selv ikke så tosset. Amiga manglede titler til at retfærdiggøre opgraderingen af ens computer. Det største problem er dog, at spillet mangler den sidste polering. Det virker ufærdigt og præget af at være et amatørprojekt. Derfor endte “Tales from Heaven” som en af disse titler, hvor man siger: “I forhold til, at det er Amiga, er det da vældig fint, nå, hvor er min Nintendo 64?”. Når man skal tage forbehold, så er det aldrig helt godt.
“Simon The Sorcerer II” kom til Amiga i år 2000, og det var jo sådan set fremragende, fordi det er et fremragende adventurespil. Det krævede en del hardware, men var bestemt det hele værd. Det helt store problem var, at det var et fem år gammelt spil, der lignede sig selv. Så mens det kostede fuld pris på Amiga kunne man se det til pc til 40-50 kroner i tilbudskurven i Kvickly.
“Nightlong” blev udgivet af ClickBOOm og var et gigantisk adventure, der krævede 030 CPU og også PPC, 16Mb RAM og kom på hele 3 cd-rom skiver. Spillet havde dog nogle helt absurde problemer, fx havde man brugt en uregistreret version af cd-disk systemet. Indtil man fik købt det fik man en popup-besked hver 30. minut. Når man havde lagt 600 kr. på bordet, er den slags helt horribelt og fremviste en voldsom mangel på respekt for ens købere. Ser man bort fra dette problem, så var spillet en af de få rigtig gode Amiga-titler, der fremviste, at Amiga-spil ikke behøvede være dårligere end PC’ens. Men lad mig minde om at den maskine pc-brugeren sad med kostede en brøkdel af ens Amiga.
“Joyride” var en titel, der fremviste, at Amiga-titler så sandelig også kunne være under niveau. Problemet var 3D-grafik. Det blev konstant udstillet, hvor dårlig Amiga egentlig var til det. Udover det var styringen ret klodset i spillet, og det hjalp jo heller ikke. Spillet krævede grafikkort og AGA og havde man det, så havde man grafisk noget der lignede et PlayStation 1 spil.
“Foundation Gold” fra Epic Marketing var en ny version af det gamle spil, nye missioner og med en del optimering.
“Exodus: The Last War” var en “Command & Conquer” klon fra Blittersoft. Det var et solidt spil, selvom der intet nyt var under solen. Hvis man havde “Napalm” eller et af de andre C&C spil, så havde man set det hele før, og man havde også set det bedre før.
“Code Name Hell” fra Digital Dreams var et action adventure spil, som jeg ikke har prøvet, det ser dog pænt ud og du kan finde det her (ekstern link): https://www.myabandonware.com/game/code-name-hell-squad-gzh
Et andet spil var “Virtual Ball Fighters” (Epic Interactive), som efter en meget lang intro viste sig at være et “fire på stribe” klon. Et fint og langsomt spil.
“Ultimate Xtreme Racing” fra EyeTech kom også. Flere baner, bedre grafik, og det var så det. Det er fortsat sådan, at bilerne “svæver” hen over vejen.